Redaktøren anbefaler: Gys, gru – og grin

- Ideen er at skræmme, at gøre folk bange. Hvor folk samtidig hygger sig. Det er blanding af skræk og sjov og underholdning.

Det siger museumsinspektør Hans Lange fra Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (Grønlands Nationalmuseum og Arkiv), som AG har sat stævne for at blive klogere på hvad en mitaartoq er. Ifølge ordbogen DAKA er det ”én der er klædt ud (ved helligtrekonger)”.

Hans Lange betegner mitaartut som et meget interessant fænomen, en årlig begivenhed, der rækker videre end bare fastelavn eller udklædning på Helligtrekongerdagen.

- Det er en blanding af traditioner, dels fra reformationstiden, dels fra den grønlandske inuittraditon, der markerer overgangen fra mørke til lysere tider, som man kender det fra inuit i andre dele af Arktis. Der er også elementer af Havets Moder-fortællingen, fortæller museumsinspektøren.

Hans Lange, der er årgang 1960, erindrer fra sin egen opvækst i Ilulissat, hvordan børn og unge især – fra skolealderen og opad – var udklædte som mitaartut:

- I 1960’-1970’erne var der utroligt mange, der gik ud og løb efter folk, i de mærkværdigste beklædninger. Det gjorde jeg også selv. Alle var med, fortæller han og tilføjer:

- Der var ingen regler eller opskrift på, hvordan man klædte sig ud.

Udklædningen bestod og består simpelthen af de forhåndenværende materialer. Det kunne være forskellige dyreskind, gerne rensdyr som er stift, og gammelt tøj. Formålet var og er at forvandle sig til en uigenkendelig skabning. Og derfor er sod til ansigtet, nylonstrømper over hovedet og snore, der fordrejer kinder og pande til groteske figurer ganske anvendelige.

- Hvad brugte du selv som mitaartoq?

- Mest rensdyrskind, for det er så stift, og gammelt udslidt tøj som dækkede hele kroppen.

For nogle år siden vakte det stor debat på de sociale medier, at en kvinde nordpå havde udklædt sig med døde hundehvalpe som mitaartoq. Hans Lange var i den forbindelse i Qanorooq for at fortælle om fænomenet og forklare, hvorfor det kan give mening i en nordgrønlandsk kontekst at bruge hvalpe som udklædning.

- Det var noget af et kultursammenstød for mange at se kvinden med døde hundehvalpe. Ikke mindst for folk i Nuuk?

- Ja, fordi i dag i storbyen Nuuk, lever vi helt anderledes end mindre bosteder. Dem fra mindre bosteder har stadig bibeholdt traditioner, såsom at man ikke smider døde små hvalpe ud, for de kan bruges til at skræmme, siger Hans Lange og tilføjer:

- Det er det, man gør. Der er jo ikke dyrekirkegårde. Hvorimod Nuuk er en storby - med grønlandske traditioner, siger museumsinspektøren med henvisning til kommunens markering af ullukinneq/vintersolhverv 21. december eller mitaarneq den 6. januar som Katuaq fejrer.

Fra hus til hus

Børnene gik fra hus til hus, hvilket formentlig stammer fra den katolske tradition fra før reformationen med at gå fra dør til dør eller en dansk skik fra 1800-tallet (se boks, red.), eller de besøgte familie i tildækket, udklædt stand.

I gik fra hus til hus. Var det ligesom ved Halloween (allehelgensdag i november, red.), hvor børn også klæder sig ud og får slik?

- Det var mest som ren underholdning. Hvor andre skal prøve at gætte, hvem børnene er, og så skal de danse med stokken, men uden at sige noget. For så kan man genkende dem. Så får de måske slik eller noget andet og så går de igen, siger Hans Lange.

Ifølge museumsinspektøren er traditionen med mitaartut stadig meget brugt i Nordgrønland, hvor man klæder sig ud og løber efter andre.

- Det må være virkelig skræmmende, især for små børn?

- Det er stor underholdning, og så sker der noget i byen, derfor kommer alle folk ud, siger Hans Lange.

Han fortæller videre, at det grønlandske samfund især i de større byer har været præget af meget konservative og kristne normer. Det har formentlig været med til at holde traditioner som mitaarneq nede.

- Det var vigtigt ikke at ødelægge samfundsordenen. Den skulle ikke blandes med gamle inuittraditioner. Grønlandske familier blev meget trænet i de konservative værdier, ”gode samfundsborgere.” De var ansat i kirken, i KGH og så var der fiskere og fangere, siger Hans Lange.

Det varede indtil 1970’erne, hvor de unge revolutionære kræfter i form af Sumé, og de studerende fra unge grønlænderes råd i Danmark, begyndte at rokke ved de vedtagne normer, inspireret af begivenheder som ungdomsoprøret, frem til Hjemmestyrets indførelse.

- Der kom en større bevidsthed om det at være grønlænder, at vokse op i Grønland. Det handlede om identitet, sprog og kultur, siger Hans Lange.

Det var formentlig også medvirkende til, at mitaarneq fik en genopblomstring i 1960’-1970’erne.

Mitaartut anno 1954

At mitaartut også har kunnet opleves uden for hundeslædedistriktet fremgår af artiklen fra 1960 ”Mitârtut.”

Den er skrevet af eskimolog og forfatter Inge Kleivan, som beretter om fænomenet i tidsskriftet Meddelelser om Grønland, der blev udgivet af Kommissionen for videnskabelige undersøgelser i Grønland.

Kleivan opholdt sig i Fiskenæsset/Qeqertarsuatsiaat i 1954 og beskriver i artiklen sin oplevelse og observation af, hvordan indbyggerne fra 5. januar var meget aktive mitaartut. Om dagen var det børn og unge kvinder, mens det om aftenen de unge, ugift mænd i bygden, der enten var helt sorte i ansigtet eller bar masker af skind eller karton. Deres tøj var alt for stort og udstoppet med forskelligt materiale, så deres omfang var enorm. Inge Kleivan beskriver, at aldersmæssigt var der tale om de unge, der ikke længere er børn, det vil sige er blevet konfirmeret, og samtidig ikke så gamle, at de er blevet gift.

Lørdag, 6. januar 2024, markerer Grønlands Kulturhus Katuaq Helligtrekongersdag med dels ”Mitaarfik”, som er en udklædningskonkurrence, dels et oplæg i foredragsrækken Ileqquvut, hvor museumsinspektør Hans Lange fortæller om traditionen med Mitaarneq/mitaartut. Der er mulighed for tolkning og muligvis også livestreaming.