Rasmus Lyberth går nye veje

Den kendte grønlandske sanger går nye veje og vil sælge sine nye sange online

Rasmus Lyberth har indspillet nye sange. Foto: Knud Fl. Larsen
Offentliggjort

Rasmus Lyberth har indspillet fire nye sange. Online-salget bliver afgørende for, om sangene bliver til en ny cd.

Rasmus Lyberth har indgået et samarbejde med den kendte orgelspiller Kristoffer Jul. Det er nu blevet til fire indspilninger, og flere sange er klar til at blive indspillet.

- Jeg begynder at synge nye sange til mine koncerter, når jeg har skrevet dem. Så bliver de modnet undervejs og bliver klar til at blive indspillet. Det samme er sket med de fire nye sange, fortæller Rasmus Lyberth til Sermitsiaq.AG.

Fødselsdagsgave
Han er nu ved at gøre sin egen hjemmeside rasmuslyberth.com klar og vil sælge sine nye indspilninger online.

- Vi vil ellers meget gerne udgive en ny cd. Men det er utroligt dyrt at indspille en plade. Online-salget vil derfor være meget afgørende for, om vi kan indspille en hel cd, siger Rasmus Lyberth.

Han fyldte 60 år for to år siden, hvor ejeren af Nuka Din Tøjmand Jakob Berthels forærede ham 20.000 kroner. Men de er øremærkede til en cd-udgivelse.

- Jeg har nu indspillet to stille sange og to sange, hvor jeg folder mig ud med min kraftige stemme. Jeg har været så heldig at have Aviaja Lumholt og Karina Møller som korsangere i forbindelse med de nye indspilninger, siger Rasmus Lyberth.

Han regner med at online-salget af de nye sange begynder om få dage.

Powered by Labrador CMS