Qivittoq - folketro eller virkelighed

Første gang ordet fjeldgænger finder vej til bøgerne er af Niels Egede (Hans Egedes yngste søn). Han skriver i sin dagbog fra 1741: »Den 29. (dec.) kom een Grønlænder fra lise-Fjorden, han fortalte at for nogle Dage siden, var en Grønlænder gaaet til Fiels, for at blive en Eremit, siden hans Kone elsket en anden Mand, de fortalte og, at de havde seet een op til Fiels i Sommer, som var bortrømt for mange Aar siden, og da de andre ville have ham hjem med sig, truede han dem med Bue og Piile, saa de maatte lade ham fare med Fred.«

Det kan man læse i Tidsskriftet Grønland, som i 1955 bragte en længere artikel om fjeldgænger eller som det hedder på grønlandsk, Qivittoq. Artiklen er skrevet af den dengang stud. mag. Inge Parbøl.

Hun kommer ind på, at der er steder og huler rundt omkring i Grønland, som har navne efter Qivittoq. Eksempelvis på øen:

... Disko ligger der således et sted, der heder Qivitut, som ifølge traditionen skal have fået sit navn af, at en enke, der blev beskyldt for hekseri og derfor frygtede for at blive dræbt, flygtede med sine børn og bosatte sig på dette ensomme sted... Et andet sted i artiklen nævnes, at der "for nyligt" (artiklen er fra 1955 red.) er der fund af qivitoq-huler, der er af nyere dato. På Nugssuaq-halvøen bag ved Sarqaq skulle der således være fundet en qivitoq-hule foret med rensdyrskind...

...Der er blevet fundet adskillige klippehuler, som man kan se, har været beboet i længere tid. Alene i Umanak distrikt opgives der at være fundet 15 sådanne qivitoq. Mest kendt er hulen ved Akugdlit i Christianshåb distrikt, som er omtalt flere gange i litteraturen. Den blev fundet for knapt 100 år siden. Der førte en nedtrampet sti op til hulen, og inde i den var der et ildsted og forråd, foruden at der fandtes et blødt leje af mos. Nogle få skridt derfra var en mindre hule, hvor qivitoq'en havde begravet sig selv, da han følte døden nærme sig. Indgangen til graven havde han selv lukket indefra med en sten. Ved siden af liget lå madrester, der viste, at han ikke var død af sult...

Inge Parbøl konkluderer, at qivittoq'en kan være en, som har fået den offentlige mening imod sig og er blevet latterliggjort og ikke længere kan holde nervepresset ud, og går ud i fjeldet for at blive qivittoq. Og det er det ikke bare en flugt. Det er også en hævn og hævnen giver fred i sindet, i hvert fald for en tid.

...Begrebet Qivittoq er blevet brugt som skræmmefænomen over for børn, som tidligt hører om qivitut og fortæller halvt hviskende hinanden om deres egne erfaringer, og hvad de har hørt de voksne berette..

Qivittoq-begrebet har optaget mange fantasier og har fundet vej til mange bøger. Men faktisk var den første spillefilm (1956) om Qivitoq'en lavet af Erik Balling: Qivitoq-fjeldgængeren. Den blev optaget i Ilulissat, og var med Poul Reichardt i hovedrollen. Filmen blev nomineret til en Oscar i 1957. Men det er en helt anden historie.

Du kan se et 2:39 klip fra filmen på www.youtube.com her