Qassiarsuk vandt nordisk konkurrence

Snack af majroer fra Qassiarsuk var en af vinderopskrifterne Nordisk Klimadags madkonkurrence

Elever fra Qassiarsuk laver de bedste snacks af majroer i Norden. Foto: SermitsiaqAG arkiv
Offentliggjort

"Fisk i pakke" og "Majroesnack" blev vinderne af Nordisk Klimadags store opskriftskonkurrence for børn og unge. Vinderbidragene blev udvalgt af kendte kokke og madskribenter fra alle de nordiske lande samt Færøerne, Grønland og Åland. Det oplyser Nordisk råd i en pressemeddelelse.

Årets tema for Nordisk Klimadag var "Mad og klima", og konkurrencen gik ud på at lave en snack eller et mellemmåltid som er klimavenlig og sund. Konkurrencen forløb over hele efteråret og kulminerede på Klimadagen den 11. november.

Førstepræmien i konkurrencen for 10-14 årige går til skolen Ottooqqap Atuarfia i Qassiarsuk, Grønland som har lavet en snack af majroer, fremgår det af pressemeddelelsen fra Nordisk Råd.

– Dette en ægte snack: Super enkel, velegnet som mellemmåltid eller "to go". Den er lavet af klassiske, lokale råvarer, tilberedningen er klimavenlig og bruger ikke meget energi. Opskriften bygger elegant på renhed, enkelhed, friskhed og etik, konstaterer juryen i sin begrundelse.

10. klasse fra Samfundets skole i Egersund, Norge står for vinderbidraget i konkurrencen for 15-20 årige. Opskriften "Fisk i pakke" er komponeret af lokalt fangede fisk og nærproducerede grønsager fra Dybing i Egersund kommune.

– Som en pakke er det en fin snack med råvarer dyrket lokalt på skolen. Det er en fin nytænkning af en gammel opskrift. Man har anvendt klassiske norske råvarer, og der er tænkt på anvendelsen af fisk, lyder det fra juryen, som også er positiv over for skolens egen dyrkning, hvor man anvender kompostjord fra skolens eget kompostanlæg.

Vinderopskrifterne og andre spændende bidrag til konkurrencen kan findes i den nordiske klimakogebog som kan hentes på Nordisk Klimadags netsted som kan ses HER

Nordisk Ministerråd arrangerer Nordisk Klimadag, og projektet støttes af de nordiske undervisningsministre.

Powered by Labrador CMS