Qaqqat alanngui til Diskobugten

Nu skal der bides negle ved Diskobugten. Gyserfilmen Qaqqat alanngui kommer på plakaten

Det populære gys Qaqqat alanngui kommer nu til Diskobugten.

Siden premieren på den grønlandske gyserfilm Qaqqat alanngui for et halvt år siden er der blevet solgt over 14.000 biografbilletter til filmen alene i Grønland.

Tumit Production, som står bag det populære gys, var i oktober i Sydgrønland for at vise filmen. Nu er turen endelig kommet til byerne i Diskobugten.

Filmens producer Aka Hansen oplyser, at Tumit Production er nødt til selv at rejse rundt med udstyr til at vise filmen.

- Lige siden premieren er vi blevet spurgt mange gange, hvornår filmen bliver vist i en bestemt by, fortæller instruktøren Malik Kleist, som glæder sig over, at filmen nu endelig også kommer til Diskobugten.

Fra fredag og til mandag bliver Qaqqat alanngui vist i Aasiaat. Derefter går turen til Qasigiannguit og Ilulissat. Mellem jul og nytår kommer filmen igen på plakaten i Katuaq i Nuuk.

- Vi er meget overvældet over, at der har været så stor interesse for Qaqqat alanngui. Vi oplever tit, at folk ser filmen igen og igen, fortæller Malik Kleist.

Tumit Production håber på at kunne runde 15.000 solgte biografbilletter i år. Malik Kleist fortæller, at målet for 2012 er at få filmen med på internationale filmfestivaler samt at få vist filmen i biografer i Danmark og forhåbentlig andre lande.

- Vi vil også gerne vise filmen i flere byer herhjemme. Det eneste problem for os er at få omkostningerne til at hænge sammen med indtægterne, slutter Malik Kleist.

Powered by Labrador CMS