PÅSKEEKSTRA: Født i Qullissat – endte i Danmark: Jeg er begge dele

Påske er tid til gode familiestunder og måske også fordybelse i interessante artikler. I anledning af påsken bringer Sermitsiaq.AG hver dag en inuit-artikel fra AG. God fornøjelse.

Det bliver til en diskussion med sig selv, når man spørger Susanne Nissen, hvilket land hun føler sig mest knyttet til; Grønland eller Danmark?

Hun er 71 år er dansk gift, bor i Hørup på Als i Sønderjylland. Født i den nedlagte mineby Qullissat på Diskoøen af en mor som var døvstum, der arbejdede som kiffak hos danske familier. Da ægteparret, Carl og Rita Nygaard i sin tid skulle tilbage til Danmark, spurgte de Susannes mor, om hun ville med dem til Kegnæs.

- Og ja, sådan gik det til, at jeg som 13-årig kom med til Danmark.

Kommunikation

I årene der kom, ebbede kontakten til familien i Nordgrønland ud, eller i hvert fald evnen til at kommunikere med dem.

- Der fandtes kun brevskrivning, og ja, det er begrænset, hvad man kan holde vedlige af sit sprog, når det udelukkende foregår på skrift, og man ikke har adgang til telefon. Og med en døvstum mor som i sagens natur ikke kunne tale, så jeg blev rigtig god til dansk og glemte mit sprog, fortæller Susanne Nissen, der ikke begræder det tabte.

- Jeg havde det jo godt i Danmark. Alting er godt i Danmark, siger hun.

Og om Susanne Nissen er grønlandsk eller dansk er stadig ikke rigtig noget, hun kan svare entydigt på.

- Jeg tager det bedste fra begge kulturer og lever med det. Det er nok rigtig svært at forklare, men når nogen i Danmark dummer sig, plejer jeg altid at sige: ’Det er da godt, man kun er halvt dansk’, og det samme sker, hvis det er en fra Grønland, som har gjort noget, så siger jeg, ’godt, man kun er halvgrønlandsk’, siger hun.

Men efter lidt snak frem og tilbage om Grønland versus Danmark, så kommer Susanne Nissen frem til, at der er en væsentlig forskel i måden at kommunikere med hinanden.

- Når jeg taler med damerne fra Grønland i Danmark, så gør vi fortællingen til en god historie. Vi har den største selvironi. Vi kan gøre det alvorlige til noget sjovt og helst til noget vanvittigt. Så lægger vi lidt til historien, og næste gang lægger vi noget mere oveni. Måske ikke helt det samme, og dog uden at lyve, og så ender det med, at vi griner af det hele.

Foreningsarbejde

Susanne Nissen kunne aldrig drømme om at samtale med danskere på samme måde.

- Folk ville jo tro, man var pralende. Så der er forskel på de to kulturer, men jeg tilhører dem begge. Jeg taler jo dansk, og om mit grønlandske plejer jeg at sige, at jeg taler det ligeså godt, som når en udlænding, der lige er kommet til Danmark, taler dansk.

Hun mistede sit grønlandske som ung teenager, men da hun meldte sig ind i grønlænderforening ULO i 1975, forsøgte hun sig med grønlandsk.

- Jeg er da stadig utrolig dårligt til grønlandsk, men jeg lærer, og folk bærer over med mig. Jeg hører tit: ’når du siger sådan, så tror vi, at du mener…’ Jeg ser det ikke som en tab, men mit hovedsprog er nok sønderjysk, resten forsøger jeg mig med på bedste beskub, og rækker det ikke, så bruger jeg fagter, og på et tidspunkt så forstår man, hvad jeg mener.

Hun er en kendt dame i grønlandsk øjemed i Danmark. Hun er formand for den grønlandske forening for Sønderjylland, ULO, og har 30 års jubilæum næste år. Desuden er hun bestyrelsesmedlem af Foreningen Norden. Oveni har hun været i bestyrelsen for det Grønlandske Hus i Odense og senest blev hun tilbudt en bestyrelsesplads i foreningen Inuit.

- Da sagde jeg dog, at jeg havde fået besked på hjemmefra, at jeg skulle sige nejtak, griner Susanne Nissen.

Hun griner, fordi det er en ’grønlandsk fortælling’.

- Jeg blev nemlig spurgt: ’Siden hvornår har du rettet dig efter, hvad Hans Jørgen siger?

- I morges, da jeg kørte hjemmefra, griner Susanne Nissen.

Banko

Hans Jørgen er nemlig manden i huset, eller i hvert fald Susanne Nissens mand. Når man spørger hende, hvem der bestemmer i huset, lyder det fyndigt:

- Det gør vi 50-50, halvtreds/halvtreds. Eller måske 55-45, griner Susanne Nissen, der mange gange har det sidste ord i en debat.

- Men jeg er så glad for min mand. Og han giver mig lov til alt. Siger man ikke: ’Når konen i ægteskabet har det godt, så manden det godt? Jeg var 15, Hans Jørgen var 17, da vi mødtes. Vi blev forlovet, da jeg blev 18, og så blev vi gift to år efter.

De har næsten lige fejret guldbryllup i 2021 efter alle kunstens regler. Lige da statsminister, Mette Frederiksen, havde hævet forsamlingsloftet til 50 – og ugen efter til 100.

- Det var en fantastisk fest. Vores to døtre havde arrangeret det hele efter devisen: vi bestemmer, mor betaler.

Hun fortæller, hun mødte Hans Jørgen som ung til et forsamlingshusbal, hvor der var let øl og fanta at drikke i Kegnæs. Et såkaldt ’safthusbal’, hvor spiritusbevillingen rakte til letøl. Her blev hun så betaget af den unge Hans Jørgen, at hun blev nødt til at prikke til pigen, der sad ved siden af hende til kroballet:

- Ham dér, ham kan jeg li, sagde hun og tænkte, han skulle blive far til sine kommende børn.

- Min sidemand sagde: HAM! Ham er der intet ved. Det er min bror!

Næste gang de mødtes var til et bankospil, og siden har de været hinandens livsledsagere.

- Jeg vandt ham til banko, plejer jeg at sige. Jeg fik den allerstørste gevinst, jeg nogensinde kunne drømme om, siger hun og fortæller, at de siden fik to døtre, to svigersønner og to børnebørn.

Åbent hus

Faktisk har der været rigtig mange børn gennem Susanne og Hans Jørgens hjem, qua sin bestyrelsespost i Det grønlandske Hus i Odense. Når der har manglet kontaktfamilier til unge grønlændere, som har valgt at komme på en efterskole i Danmark, har ægteparret trådt til og åbnet deres hjem for en ung grønlandsk pige.

- Ja, det har været piger alle sammen, og vi har stadig kontakt med langt de fleste. Vi har kørt land og rige rundt med dem, for vi vil gerne vise dem, hvad Danmark også er. Det har været til slotte, København og en tur over grænsen til Tyskland, og natur og ja til Vesterhavet. Det store vand, som de kender hjemmefra. Når de har været her, har jeg pointeret, at vi taler dansk frem til jul, fordi jeg mener, det er så vigtigt, at de lærer det. Og hvis de er blevet gode til dansk til jul. Så har vi også talt dansk efter jul. Jeg har selv betegnet mig som deres plejemor, mens de har været her. Faktisk har ingen af de børn, vi har haft, rejst hjem i utide, og ja, mange har vi stadig god kontakt med, siger Susanne Nissen.

Hun fortæller, at den sidste pige, de havde i pleje, Ane fra Qaarsut, har de fået et specielt forhold til med genbesøg og besøg af hendes familie. Og hver gang familien kommer til Danmark serverer Hans Jørgen og Susanne Nielsen Anes livret. Det er grønlangkål.

- Om det så er 30 graders varme, så laver vi grønlangkål. Det findes jo ikke der, siger Susanne Nissen, der også oplever, at de forkæles med grønlandsk mad, når har taget turen til Grønland.

Puls

- Hans Jørgen og jeg har besøgt Ane og hendes familie i deres lille bygd med 130 indbyggere. Vi blev fragtet til Nissebandens hus og over til Qulissat, og jeg glemmer det aldrig. I den tid, vi var der, var vi til fem konfirmationer og så Anes studenterfest. Vi var med som noget af det mest naturlige. Du skulle have oplevet alt det mad, vi fik serveret. Det var overdådigt. Jeg sad jo og scannede alle herlighederne; ammasetter, laks, rejer, havkat, hval, ræklinger. Ved alle fester blev der serveret det gode stykke fra hvalen, mattak. Så sad vi der med vores knive og skar lunser fra hvalen. Og en dag havde Anes far, Edvard, været ude at fiske og kom hjem med en kæmpe havkat og en lige så stor hellefisk: ’Hvilken fisk vil I have til aften’, spurgte han, og jeg svarede: ’Jeg elsker hellefisk og havkat er min yndlingsspise’. Ja, du kan nok regne ud, at begge fisk blev serveret for os den aften. Og hundene fik resten af de kæmpestore fisk,

Til sommer går turen igen til Anes bygd i Nordgrønland, billetterne er bestilt, og denne gang har Susanne og Hans Jørgen deres to børnebørn med. Det sker som en del af børnebørnenes konfirmationsgaver.

- Jeg glæder mig til at vise dem, hvad Grønland også er. Først otte dage til Nuuk, hvor de skal besøge min bror og hans familie, så otte dage til Anes bygd. Måske, hvis vejret er godt, kan vi sejles til Qulissat, der i år har 50 års lukningsjubilæum. Så skal de se det sted, hvor jeg voksede op. Det er jo som at komme ind i en tidslomme, hvor intet har forandret sig. De fleste huse står der stadig og bruges som sommerhuse af efterkommere af de familier, som boede der. Desværre står mit barndomshjem kun tilbage i en brandtomte. Nogle håndværkere har nok brugt træet til et sankthansbål, siger Susanne Nielsen.

Men er vejret dårligt, så bliver de i Qaarsut, hvor tiden også er en anden end pulsen i eksempelvis Nuuk.

- Man kommer ned i tempo, og jeg håber, børnebørnene vil forstå, at livet leves på mange forskellige måder. Jeg husker, da vi var der sidste gang, gik vi ned til fiskerlejet, hvor der sad nogle mænd og snakkede. Da spurgte en af dem, da han så os: ’hvem er den dame, som vi endnu ikke kender?’

- Susanne Nissen smiler og fortæller, at hun stadig får venneanmodninger fra folk fra bygden, og at hun glæder sig at gense dem alle.

- Men jeg har også prøvet at forberede mine børnebørn på, hvad de kan få at spise ved at vise dem blodige billeder af sæler, der slagtes. Der er jo ingen burgere eller pommesfrittes der. Den ene af mine børnebørn har sagt: Argh, hvor længe kan man overleve uden mad? Hvorefter jeg har svaret: ’Mormor driller’.

For sådan gør man i Grønland.