Nyt ungdomsprogram i KNR
Udsendelsen 'Oqarit' skal få de unge i tale på tv og radio, siger redaktøren, der er inspireret af DR's mangeårige radiovært Tine Bryld.

Torsdag den 21. januar kl. 22.00 går KNRs nye ungdomsprogram 'Oqarit' (Sig det) i luften. Programmet består af en 30 minutters tv-udsendelse som følges op med 40 minutters direkte radiodebat.
Redaktøren bag 'Oqarit', Pipaluk Kreutzmann Jørgensen, oplyser, at det er meningen at unge fra hele landet skal skrive til programmets brevkasse og fortælle, hvordan de går og har det. Dermed bliver det de unge, der bestemmer programmets indhold.
Pipaluk K. Jørgensen understreger, at de tre værter i programmet ikke er specialister eller rådgivere. De kan fortælle deres eget syn på emnerne i tv-programmet og få de unge i tale i radioen.
– Hvis der er mange, der for eksempel skriver om spiseforstyrrelser, så tager vi fat på dét emne og får så tilknyttet en diætist og en psykolog, der kan rådgive, siger Pipaluk K. Jørgensen.
Redaktøren fortæller, at hun med radioprogrammet er inspireret af Tine Bryld, der gennem mere end 30 år lyttede til og hjalp unge i programmet 'Tværs' på Danmarks Radio.
– Jeg er meget inspireret af Tine Bryld, ikke mindst fordi hun turde være sig selv og åbent sige, hvad hun mente, siger Pipaluk K. Jørgensen.
Med programmet 'Oqarit' fortsætter KNR sin ungdomslinie, der for alvor slog sig fast med 'Sofa Aappalaartoq' og siden ' Inuusuttut Silarsuaat'.
Man kan allerede nu skrive til programmets brevkasse på emailadressen oqarit@knr.gl.