KNR

Nyt live-program på KNR-TV

'Tallimanngorneq Unnuppaat Man' hedder det nye TV-liveprogram, som første gang sendes 5. september

Nyt live-program med værtsparret Mala Johnsen og Jens-Christian Jacobsen sendes første gang på fredag på 1 KNR
Offentliggjort

Nu er titlen på KNR-TV's helt nye live-underholdningsprogram kommet på plads.

'Tallimanngorneq Unnuppaat Man', (Nu er det fredag aften, red.) vises første gang fredag den 5. september klokken 19.30 på KNR1, oplyser KNR i en pressemeddelelse.

- Målet er at skabe et underholdningsprogram, som henvender sig til alle i Grønland – ikke mindst til alle familierne, som ønsker at slappe af sammen efter en lang uge med arbejde, skolegang og andre pligter, siger KNRs direktør Søren Lennert Mortensen.

Den røde tråd i det nye program er hjemmevideo – både seernes egne videoklip og klip fra nettet. Seerne får mulighed for at indsende deres sjove, søde og underholdende hjemmevideo, som vil indgå i en SMS-afstemning om ugens video. Ugens video går videre til den afsluttende finaleudsendelse, hvor seerne stemmer om årets hjemmevideo 2014. Vinderen modtager et rejsegavekort på 25.000 kroner.

Som en ekstra gevinst trækkes der lod blandt alle indkomne sms'er, hvor man har mulighed for at vinde et lækkert smart-tv, oplyser KNR.

- Det bliver anderledes underholdning med det charmerende værtspar Mala Johnsen og Jens-Christian Jacobsen, som er programmets faste værter. Vi får husband, indslag fra sportens verden, den kulturelle verden og noget for både seere og publikum, som vil være særligt udvalgt, hver fredag aften, beretter direktøren.

Et spændende projekt
- At stable et program som dette på benene er en dejlig udfordring og kræver ekspertiser på mange hylder. Derfor har KNRs TV-afdeling valgt at kigge ud over egne marker og indgået et spændende samarbejde med både Kommuneqarfik Sermersooq, ungdomscenter, N.U.I.F., idrætsforbundet GIF og produktionsselskabet Tumit Production, oplyser KNR.

N.U.I.F. arrangerer publikum til alle programmerne og vil kontakte relevante foreninger, personaleforeninger og lignende med tilbud om at være publikum for en aften.

På Facebook-siden HER kan man finde oplysninger om, hvor og hvordan man kan sende en masse hjemmevideoer til KNR.

- Det bliver sjovt og udfordrende at prøve kræfter med live underholdning, og vi glæder os til at samarbejde med nye, friske kræfter inden- og udenfor huset. Vi håber vore seere vil tage godt imod programmet og alle i KNR krydser fingre for, at alt forløber planmæssigt, siger KNRs direktør Søren Lennert Mortensen.

Powered by Labrador CMS