Ny udstilling: Vil skabe nuanceret debat
Det Grønlandske Hus i Aarhus holder fernisering af udstillingen 'Jeg bærer min sjæl', som består af 24 værker, der handler om smerte.
'Jeg bærer min sjæl'.
Det er navnet på en ny kunstudstilling, som Det Grønlandske Hus i Aarhus officielt åbnede fredag efermiddag. Vi er henrykte, lyder det i en pressemeddelelse fra samme hus.
Udstillingen tager udgangspunkt i forestillingen 'Jeg Bærer Min Sjæl', som har turneret rundt i Grønland, oplyser direktør Tanja Nielsen.
Hun fortæller, at forestillingen tager udgangspunkt i forskellige skildringer af seksuelt misbrug og personlige historier, som er baseret på virkelighed.
En nuanceret debat
Selve udstillingen handler om smerten. Den består af 24 værker, som er en blanding af malerier, billeder og tegninger.
- Det handler om at aftabuisere, fordi vi grønlændere har en tavshedskultur. Det er den, de (kunstnerne, red.) prøver at få italesat med udstillingen, forklarer hun:
- Jo mere man får talt om det, jo mere heler man også.
De grønlandske kunstnere er Gukki Nuka, Rasmus Lyberth, Paarma Brandt og Jukke Rosing. Ved ferniseringen optræder den grønlandske prismodtager af Reumert, Klaus Geisler, med en monolog. Rasmus Lyberth optræder med et par af sine meget kendte sange.
- Vores opgave her i huset er at bygge bro. Vi kan skabe en nuanceret debat. Seksuelt misbrug er noget, der sker i hele verden, og vi skal skal italesætte de kulturelle forskelle, og hvad der ligger i, at vi har en tavshed omkring det.
-Vi kan give en forståelse til formidling i det danske publikum.
Direktøren mener i øvrigt, at udstillingen passer særlig godt til Det Grønlandske Hus i Aarhus, fordi huset laver en del socialt arbejde og terapi.