Nuuk Couture til mode-uge i Toronto

Designeren Louise Lynge Berthelsen skal deltage i Toronto Indigenous Fashion Week

Offentliggjort

Når modellerne 3. juni går på catwalken ved Toronto Indigenous Fashion Week, vil nogle af dem vise design fra Nuuk Couture.

Designeren Louise Lynge Berthelsen skal nemlig med sit mærke deltage i modeugen i Toronto, der afholdes fra 31. maj til 3. juni. Og ud over en stand, vil Nuuk Couture også deltage i en af de fire showcases på Indigenous Fashion Week.

Den showcase, som Nuuk Couture skal deltage i, bliver kaldet ’Frost Moon’, og skal ligeledes vise mode fra Nunavut og Dene-mode. Arrangørerne beskriver det som mode, der afspejler vinteren med sælskind, klare farver og ben.

Louise Lynge Berthelsen fortæller, at hun er udvalgt blandt mange til at deltage. Dermed er hun igen første herboende designer, der fremviser sin mode i udlandet.

- Helt i ånden med mit motto "Sapinngilagut", vi kan godt - også herfra, skriver hun i en meddelelse.

Powered by Labrador CMS