Nu kan du høre TV-2's grønlandske album online
TV-2’s live-album 'Greatest Greenland' tilgængelig digitalt som download og streaming på blandt andet Spotify.
I 1988 besøgte TV-2 for første gang Grønland i forbindelse med et stort indsamlingsshow i Nuuk til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Dette blev starten på et længerevarende kærlighedsforhold til landet, som holder den dag i dag.
- Bandet faldt pladask for Grønland, befolkningen, naturen, og det storslåede landskab, siger TV-2 i en pressemeddelelse.
- Det er blevet til mange koncerter siden - fra Nanortalik i syd til Uummannaq i nord.
- Også tætte venskaber er blevet knyttet og samarbejder med grønlandske kunstnere er opstået naturligt på tværs af geografi og historie.
I 2014 udkom så livealbummet 'Greatest Greenland' som udelukkende blev udgivet i Grønland. På albummet er der gæsteoptræden af blandt andre brødrene Elsner, Nukaka, Maasi, Malik og Nina Kreutzmann.
- Rigtig mange har bedt os gøre albummet tilgængelig digitalt som download og streaming osse udenfor Grønland… så fra idag kan de 18 sange lyttes på bl.a. Spotify, hedder det i pressemeddelelsen fra Danmarks efter eget udsagn, kedeligste orkester.