Nordatlantisk Hus får kongelig protektion 

Formand for Nordatlantisk Hus i Odense håber, at kongelig protektion vil øge kendskabet til kulturhuset.

Kong Frederik har i dag offentliggjort sine nye protektorater, og heriblandt er Nordatlantisk Hus i Odense.
Offentliggjort

Det er blot 24 timer siden, at Nordatlantisk Hus i Odense modtog et opkald fra kongehuset om, at kulturhuset for første gang har fået en kongelig protektor.

Det fortæller formand for Nordatlantisk Hus Claus Houden torsdag eftermiddag.

- Vi har ikke helt fået armene ned endnu, men vi er dybt taknemmelige og stolte over den opbakning og anerkendelse, som hans majestæt kongen viser os, de nordatlantiske lande og rigsfællesskabet.

Kendskab vil øges

Claus Houden vurderer, at kulturhusets kendskab vil øges med kong Frederik som protektor.

Nordatlantisk Hus blev indviet i 2014.

- Den protektion, som hans majestæt kongen kommer med, er med til at give os noget spotlys og kendskab, som vi ikke ville kunne løfte selv, siger han.

Nordatlantisk Hus er et kulturhus med fokus på Færøerne, Island og Grønland.

Torsdag offentliggjorde den kongelige familie, hvilke af de tidligere protektioner der videreføres. Der er desuden kommet en række nye protektioner til.

Nordatlantisk Hus i Odense har ikke tidligere haft en kongelig protektor, men dronning Margrethe og prins Henrik besøgte kulturhuset i forbindelse med et officielt besøg i Odense 2014.

Tredje brev gav pote

Siden har Nordatlantisk Hus forsøgt at holde linjen varm til kongehuset.

- Vi har skrevet til kongehuset et par gange for at høre, om den dengang tidligere kronprins og nu konge tænkte, at vi kunne være et besøg værd.

- Efter at vi tredje gang havde sendt et brev, modtog vi opkaldet om protektionen, siger Claus Houden.

Han vurderer desuden, at kulturhusets aktivitet i arktiske konferencer og arbejde med at synliggøre sig kan have haft en betydning for, at Nordatlantisk Hus i Odense nu har en kongelig protektor.

Powered by Labrador CMS