Nordatlanten bør markedsføre sig under et
Det dur ikke, at de nordatlantiske lande markedsfører sig hver for sig, hvis de vil lokke turister til
Siden onsdag har Grønland og fem andre øer og destinationer fra New Foundland til Norge fået lejlighed til at fortælle krydstogtsrederier fra USA og Europa om sine fortræffeligheder i det smukke koncerthus og konferencecenter Harpa i Reykjavik. Det skete i forbindelse med Cruise North
Atlantic Symposium, som havde over 75 deltagere, og som Visit Greenland har været medarrangør af.
Konferencen fokuserede på den fælles historie, som vi har med hinanden på de nordlige breddegrader, men også på vores forskelligheder med det formål at markedsføre og tiltrække endnu flere rederier, og særligt købestærke krydstogtsturister til arrangørdestinationerne, som – udover Grønland – var Canada, Island, Færøerne, Orkney og Vestnorge.
- Grønland har sammen med de andre øer og destinationer i Nordatlanten et endnu uindløst potentiale, men det kræver først og fremmest tæt
samarbejde landene i mellem i forhold til fx branding, og produktudvikling, siger bestyrelsesmedlem i Visit Greenland Ole Andersen, og oplægsholder ved symposiet.
- Men først og fremmest så kan byer og bygder i Grønland stadig forbedre deres produkter en del ved at koordinere dem bedre med hinanden, så krydstogtsrederier og -passagerer får den bredest mulige palet af oplevelser, når de kommer til Grønland, hvilket øger chancerne for, at de også lægger flest mulige penge, siger han.
Og netop behovet for samarbejde – også på tværs af landegrænserne – blev også understreget af flere rederirepræsentanter.
- Vores gæster har faktisk meget lidt viden og dermed meget lave forventninger til landene i Nordatlanten, men til gengæld scorer I over gennemsnittet i forhold til kundetilfredshed, når først gæsterne har besøgt jeres lande, sagde en amerikansk repræsentant fra et af verdens største krydstogtsrederier i sit oplæg, og tilføjede:
- I er nødt til at markedsføre jer sammen, som én region, og ikke kun hver for sig.
Krydstogtssymposiet modtog økonomisk støtte fra NORA, NATA og Nordregio, foruden hvilket det ikke kunne være gennemført. Fra Grønland deltog Edda Lyberth fra Kommune Kujalleq, Nauja Lyberth fra Bluewater Shippping, Gorm Diernisse fra Royal Arctic Logistics samt Anders la Cour Vahl og Malik Milfeldt, Visit Greenland.