Nive udkommer verden over

Nive Nielsens plade er i de seneste uger udkommet i Tyskland og Frankrig, mens de næste lande bliver Island, England, Spanien, USA og Australien

Nive Nielsen har fundet sin plade på en cd-række i udlandet. Foto: Privatfoto

Vejen mod det internationale gennembrud rykker tættere og tættere på for Nive Nielsen & The Deer Children.

I de seneste uger er "Nive Sings!" udkommet på nogle af de absolut største markeder i Europa, nemlig Tyskland og Frankrig. I Frankrig er singlen "Coffee Boy" endda på radioplaylisten, så millionvis af franskmænd kan høre sangen flere gange om ugen.

Og i de kommende måneder kan befolkningen i endnu flere lande se frem til at høre Nive Sings! I næste måned udkommer den i Island, i september kommer den til England og Spanien, mens den i oktober bliver udgivet i USA og i december er planlagt til at komme på gaden på den anden side af kloden, nemlig i Australien.

Læs også "Nive indtager verdensscenen"

God omtale af Grønland
- Vi har godt nok travlt, siger Nive Nielsens manager, Jan de Vroede, til Sermitsiaq.AG og fortæller, at bandet får positive tilkendegivelser overalt, hvor de kommer frem.

- Og det betyder også en masse god omtale af Grønland. Det er fedt lige at se, at de snakker om positive ting med hensyn til Grønland.

Næste stop for Nive Nielsen & The Deer Children er her i Grønland, hvor bandet skal spille i Qaanaaq og Thule i forbindelse med den grønlandske nationaldag og den amerikanske ditto.

Samtidig med det hektiske tourprogram, der senere på året tager bandet til blandt andet England og Spanien, er Nive Nielsen & The Deer Children i gang med et arbejde på opfølgeren til debuten Nive Sings!

Tidligere på året blev Nive Sings! udgivet i Danmark, Belgien, Holland, Italien og flere steder i Østeuropa.

Powered by Labrador CMS