Filmrolle
Nive: - Jeg turde næsten ikke at håbe på rollen
En e-mail, audition mens hun allerede skulle have spillet koncert og en hurtigt arrangeret flyrejse til Budapest. Det er nogle af ingredienserne, i historien om, hvordan Nive Nielsen landede rollen som Lady Silence i Ridley Scotts tv-serie ‘The Terror’.
- Det var megafedt, siger Nive Nielsen efterfulgt af en perlende latter.
Vi mødes på en cafe i København, hvor hun fortæller om sin rolle i tv-serien ‘The Terror’.
Egentlig havde hun skubbet tanken om at søge en rollen til side, fordi hun ikke kunne overskue det.
Sendte en e-mail
På et af hendes sjældne besøg hjemme i Nuuk havde hun sidste efterår i radioavisen hørt, at man søgte en skuespiller, der kunne spille en ung inuit-kvinde.
- Jeg havde lige været på tur og var megatræt. Og jeg tænkte, at jeg er for træt til, at jeg kan overskue bare at prøve overhovedet. Så jeg lod det bare ligge.
Men efter omkring en måneds tid havde den travle kunstener fået slappet lidt af, da en veninde taggede hende på facebook og gjorde opmærksom på rollen.
- Så tænkte jeg, måske kan jeg godt nå det inden den næste turné. Så jeg sendte en e-mail, det vare bare den man skulle.
Auditions via videokonference
Ret hurtigt kom der svar, og de gerne vil se Nive til en audition. Det skulle så foregå mens hendes næste turné allerede var igang.
- Så jeg lavede min første audition i Nuuk på facetime, og så ringede de tilbage igen, men jeg skulle til Qaqortoq og der var der ikke en stabil nok internetforbindelse, så jeg fik lige lavet en audition igen her i København.
Den næste audition foregik så i Holland, hvor hun udsatte en mindre koncert i en halv times tid for lige at kunne nå det. Og herefter blev det alvor: Til den næste audition ville holdet møde hende ansigt til ansigt.
Øvede på toilettet
Så hun blev spurgt om hun kunne komme til Budapest, hvor serien skulle indspilles. Men Nive og bandet optrådte stort set hver aften, på nær af en enkelt aften, hvor de ikke kunne nå fra Dresden til Hamborg på en dag.
- Så sagde jeg, hvis I kan flyve mig fra Dresden til Budapest og så tilbage til Hamborg, så har jeg tid, og igen afbryder Nive Nielsen sig selv med en kort latter.
- Inde i flyveren tænkte jeg, at det bare ville være så typisk, hvis de bare tog mig ind til audition med det samme uden at jeg kunne komme på hotel først.
Nive havde nemlig ikke nået at kigge på manuskriptet, så for en sikkerheds skyld låste hun sig ind på flyverens toilet og øvede så rollen. Hvilket var den rigtige beslutning for hun blev ganske rigtigt transporteret direkte hen til studiet.
- Det var en hel masse prøver rundt omkring uden at jeg havde meget tid til at forberede mig.
Var bange for at håbe
Men selv om hun havde en god fornemmelse, så fortsatte hun på turneen og forsøgte at lade være med at tænke for meget på rollen.
- Jeg var bange for at håbe på det. Jeg syntes faktisk, at det gik ret godt. Men jeg turde næsten ikke at håbe på det, fordi jeg tænkte, at jeg bare ville bliver så skuffet, hvis jeg ikke fik den. Så havde sådan en tilgang, der er også fint, nu har jeg prøvet det.
- Men ja, jeg håbede rigtig meget. Selvfølgelig.
LÆS OGSÅ Nive Nielsen får stor rolle i tv-serie af Ridley Scott
Hvorfor betød det så meget for dig?
- Jeg syntes bare, at der var rigtig spændende. Jeg kan godt lide skuespil, selvom jeg ikke har gjort det så meget. Men hver gang jeg har gjort det, har jeg syntes, at det var megasjovt og spændende. Jeg mener, hvem får sådan nogle muligheder.
Og så, få dage senere tikkede en e-mail ind.
- Der stod, hvis du stadig er interesseret, så er det din rolle. Det var helt vildt, det var inde i turbussen mens vi var ude at køre.
Umiddelbart efter turnéen var slut, flyttede Nive Nielsen til Budapest for at deltage i optagelserne. Hvordan det gik, kan du læse her på Sermitsiaq.AG i morgen.