skuespil

Nive: - Jeg kan åbenbart godt græde ret nemt

Efter optagelserne til tv-serien ‘The Terror’ har Nive Nielsen for alvor fået smag for skuespillet. Hun vil benytte den springbræt til at få flere roller.

Offentliggjort

Det var et hektisk forløb, der gik forud for at Nive Nielsen fik rollen som Silna, også kaldet Lady Silence i tv-serien 'The Terror’. Auditions blev klemt ind i en tætpakket turnékalender tværs igennem Europa.

Og der blev ikke meget tid til at puste fra turnéen sluttede sidst i oktober og til optagelserne gik i gang i Budapest i starten af november.

- Der flyttede jeg ned - lige pludselig - med alle mine guitarer og min kuffert, fortæller sangeren.

LÆS OGSÅ: Nive: - Jeg turde næsten ikke at håbe på rollen

Skulle tudbrøle
Der var en stram tidsplan og optagelserne gik straks i gang.

Den først scene var oven i købet en af de mest krævende og emotionelle, som Nive skulle medvirke.

- Jeg skulle tudbrøle og skrige og råbe, fortæller hun.

På forhånd havde hun været lidt bekymret for, om hun ville kunne græde på kommando. Især når det skulle foregå på et filmset med masser af folk omkring hende.

- Jeg var virkelig urolig for, om jeg kunne få mig selv til at græde inde et rum fyldt med kamerafolk, folk, der hiver i dit hår, folk, der putter make-up på dig, hiver i dit tøj og sætter dei på plads, og: go! Og så skal man lige pludselig græde, fortæller Nive mens hun med hænderne illustrerer, hvordan folk har fat i tøj og hår.

Men da det kom til stykket, havde hun ikke det fjerneste problem med at tude, da kameraet begyndte at rulle.

- Jeg kan åbenbart godt græde ret nemt, siger hun leende.

Igen og igen - og igen
Da scenen var skudt, var Nive imidlertid langt fra færdig med at græde for den dag, hvilket hun umiddelbart troede. Uden den store skuespilserfaring var hun nemlig ikke helt klar over, hvordan filmoptagelser foregår.

- Da han sagde ‘cut, lets move on’, så troede jeg, at vi skulle videre til næste scene. Men vil skulle jo blot tage den samme optaget fra en ny vinkel.

Så det blev en hel dag, hvor den samme scene blev taget om og om igen. En hård første dag på arbejde som filmskuespiller.

- Man kan virkelig udmatte sig selv ved at tudbrøle, råbe og skrige hele dagen. Det havde jeg ikke umiddelbart regnet med.

Hjælp fra de andre skuespillere
I ‘The Terror’ spiller Nive overfor så erfarne skuespillere som Jared Harris (’Mad Men’, ’The Crown’), Ciaran Hinds (’Game of Thrones’) og Tobias Menzies (’Broadchurch’). Men stjernenykker i forhold til den uerfarne skuespiller fra Grønland oplevede hun intet af, tværtimod.

- De var så søde og hjælpsomme, så jeg kunne blot spørge dem ting.

Derudover nød hun at iagttage de garvede skuespillere for at lære af dem.

- Jeg gik bare rundt og tænkte, at jeg er så heldig, at jeg bare er endt i den bedste skole.

- Alle vil jo bare have den bedste levering for alle.

Første instruktør hjalp meget
Der er tre forskellige instruktører på serien og Nive Nielsen oplevede, hvordan måden at instruere på var meget forskellig. Heldigt for hende, så var den første instruktør også den, der var mest opmærksom på skuespillerne.

- Han brugte meget tid på at snakke igennem, hvad det hele handlede om og hvilke følelser vi skulle vise.

- Så jeg fik rigtig meget feedback, som jeg faktisk havde brug for i starten, fordi jeg var så uerfaren.

Optagelserne i studiet i Budapest stod på i fem måneder og så var det yderligere en måneds udendørs optagelser i Kroatien.

Undervejs kom der så også en mail fra selveste Ridley Scott, som er producer på ‘The Terror’. Han roste både serien og skuespillerne i høje toner.

Håber på en skuespilkarriere
Nive har ind til videre kun set et halvt afsnit af den færdigklippede serie, og her var det ganske afgørende computeranimationer endnu ikke på plads. Så hun er spændt på at se det færdige resultat.

- Det bliver så spændende, jeg kan ikke vente. Samtidig er jeg nervøs, for som du ved, er man jo ofte sin egen hårdeste kritiker. Men det skal nok blive godt.

LÆS OGSÅ: Nive Nielsen får stor rolle i tv-serie af Ridley Scott

Uanset hvad har oplevelsen med optagelserne givet Nive Nielsen smag på mere. Hun arbejder på at få en agent, som kan hjælpe hende med nye roller, når først serien ruller over skærmen. Forinden havde hun ikke for alvor troet på, at en skuespilkarriere var en realistisk mulighed.

- Jeg har altid kunne lide det og tænkt, hvis det nogensinde popper op, så hopper jeg på det.

- Det ville være skønt, hvis det kunne blive starten på noget nyt.

Samtidig kan Nive dog berolige alle dem, der frygter, at de kommer til at undvære hendes sagnstemme.

- Jeg vil ikke slippe musikken. Det gør jeg i hvert tilfælde ikke.

‘The Terror’ vil blive vist på streamingtjenesten AMC. Der er endnu ikke offenliggjort nogen premieredato.

Nive Nielsen selv skal på torsdag spille koncert i DRs koncerthus og efter et par yderligere koncerter tager hun hjem til Nuuk - for første gang i over et år.

Powered by Labrador CMS