Nive: Jeg er så glad og stolt

Nive Nielsen fik stor ros af kronprinsparret Frederik og Mary, da hun lørdag aften modtog den ene af kronprinsparrets to Stjernedrys-priser

Nive Nielsen blev spurgt for en måned siden, om hun ville modtage kronprinseparrets "Stjernedrys-pris". Hun sagde naturligvis mange tak. Foto: DR.dk
Offentliggjort

- Det er en kæmpestor ære for mig at modtage en pris fra kronprinsen og kronprinsessen. Jeg er enormt glad.

Det fortæller Nive Nielsen til Sermitsiaq.AG dagen derpå efter den store kulturfest, hvor kronprinsparret uddelte sine priser i kulturhuset Alsion i Sønderborg lørdag aften.

Faktisk har Nive Nielsen gået en måned med hemmeligheden om, at hun skulle modtage en pris.

- Jeg blev ringet op for en måned siden, om jeg ville modtage 'Stjernedrys-prisen', så jeg har gået længe alene med min lille hemmelighed. Jeg er virkelig så glad, fortæller Nive Nielsen, der ved efterfesten med alle deltagerne fik sig en privat snak med kronprins Frederik.

Læs også "Nive fik kronprinsparrets Stjernedrys-pris"

- Han gav mig en masse ros, og jeg fik lejlighed til igen at sige en stor tak for prisen. Det er så stort for mig, og jeg er så stolt over, at kronprinsen har tænkt på mig og mit band, siger Nive Nielsen, der regner med, at pengene skal bruges til indspilning af en ny cd, som vil udkomme i begyndelsen af det nye år.

Nive Nielsen fortæller desuden, at dagen i dag er gået med at øve numre til den kommende to ugers tysklandsturné, hvorefter turen går til USA og England.

- Men jeg regner bestemt med at være tilbage i Nuuk i december, siger Nive Nielsen.

Kronprinsparrets to Stjernedrys-priser gik til henholdsvis Nive Nielsen og den danske akkordeon-spiller Bjarke Mogensen. Priserne uddeles altid til to innovative unge kunstnere, der tør at gå egne og nye veje med deres kunst.

Med en Stjernedrys-pris følger 50.000 kroner.

Powered by Labrador CMS