NDU: Øg støtten til teater og film

Nordisk Dramatiker Union appellerer til politikerne om at øge støtten til grønlandsk film- og teater.

Silamiuts og Katuaqs forestilling "Ukaliatsiaq" blev vist for et begejstret publikum i Nuuk i foråret, men kunne ikke komme ud på kysten på grund af manglende midler.
Offentliggjort

NDU, den nordiske dramatikerunion, som repræsenterer 1700 nordiske dramatikere og manuskriptforfattere, har netop afsluttet sit årlige møde, som har fundet sted i Ilulissat.

Et af formålene med mødet var at etablere et samarbejde mellem de grønlandske film- og teaterarbejdere og deres øvrige nordiske kolleger.

-Vi har desværre erfaret, at hele teater- og filmområdet i Grønland befinder sig i en krise på grund af manglende økonomiske bevillinger. For på trods af den stærke vilje og de kræfter, der lægges på hele det kulturelle område, kan der ikke skabes kunst uden økonomisk støtte.

-Vi appellerer derfor til de grønlandske politikere og andre bevilgende instanser om at øge tilskuddet og støtten til det grønlandske film- og teaterområde, således at det kan overleve og videreudvikle sig, skriver deltagerne i årsmødet.

Det er Sveriges Dramatikerforbund, Norske Dramatikeres Forbund, Finlands Dramatikerforbund, Islandske Dramatikeres Forbund og Danske Dramatikeres Forbund.

Powered by Labrador CMS