Mormor og Gud er inspiration til navne
Mormor, bibelen og populærkulturen danner mode, når børn i Danmark skal have et navn. Emma, Freja, Ida, Lucas, Oliver og Emil var de mest populære navne i 2008.

Navne som Lucas, Oliver og Emil topper listen, når små drengebørn skal have et navn.
Det viser Danmarks Statistiks nyeste opgørelse over de mest populære navne i fødselsåret 2008. Således fik 24 ud af 1000 drenge født i 2008 navnet Lucas, mens pigernes topscorer var Emma, der tilfaldt hele 25 piger ud af 1000.
Netop navnene Lucas og Emma siger noget om, hvor forældre finder inspiration, når familiens nyfødte skal navngives. Det mener navneforsker Rikke Steenholt Olesen fra Københavns Universitet.
- Vi kalder det modenavne. Der er bestemte navne, som af en aller anden grund er populære. Enten i kraft af medierne eller fordi man søger inspiration i oldeforældre-generationen, hvilket Emma er et eksempel på. For drengenes vedkommende er der en del bibelske navne for tiden, hvilket Lucas viser, siger Rikke Steenholt Olesen.
2008 gav også plads til helt nye navne på listen over de 50 mest anvendte navne. For drengenes vedkommende sneg navne som Tristan, Sander og Johan sig ind på listen. Omvendt er navne som Adam, Hjalte og Anders siden 2007 røget helt ud af top-50-listen.
For pigernes vedkommende er Emma, Freja og Ida de mest populære navne i 2008. Også Ella og Celina er blevet moderne. Således hoppede Ella 12 trin op af popularitetsbarometeret og endte på plads nr. 40, mens Celina forlod plads nr. 57 i 2007 og endte på nr. 45.
Endelig betød 2008 også et farvel til navne som Filippa, Sille og Mia på listen over de 50 mest populære pigenavne. Rikke Steenholt Olsen hæfter sig ved, at mange populære pigenavne ender på en vokal, hvilket kan hænge sammen med, at nogle forældre mener, at navnet lyder mere feminint.
Men selvom forældre typisk vil gå efter navne, som de finder enestående, så er man altså ikke alene om den tanke, uddyber Rikke Steenholt Olesen.
- Der opstår en form for mode, man ikke er bevidst om. Man forestiller sig, at man giver sit barn et helt specielt navn. Men i praksis viser det sig ofte, at det gør man ikke. For mange andre forældre finder det samme navn enestående, siger hun.
Navne indgår i en form for cyklus. Navne, der i dag synes utænkelige, kan meget vel blive populære om 10 eller 20 år. Derfor vil Rikke Steenholt Olesen være parat til at byde navne som Poul, Erik, Kirsten og Birgit inden for i varmen igen.
- Forældre i dag synes måske, at navne som Kirsten og Poul tilhører en gruppe af kiksede forældrenavne. Men næste generation kan meget vel finde netop de navne pæne. Så hvis der er en tendens til, at korte drengenavne er populære om 10 eller 20 år, så er Poul da helt klart en kandidat, uddyber hun.
Om trenden også vil vinde indpas herhjemme hos os er ikke til at sige, men én tinge er sikkert: Mange af de navne, der nu bliver moderne igen i Danmark, er meget almindelige i Grønland.