Mor med stort M

En lille glasengel hænger ved vinduet i Nivikkas hjem.

Den er nem at få øje på, når man går ind til stuen. Det er også meningen, at den skal være nem at få øje på, da den viser motivation og styrke for Nivikka. Hun fik den fra sin storesøster Kaaka, da hendes søn døde for et halvt år siden.

Nivikka er lige kommet hjem efter en intens og følelsesladet dag. Hun har deltaget i en styrkekonkurrence i Narsaq, hvor hun vandt kvindernes +81 kg-kategori. Det er andet år i træk, hun vinder konkurrencen.

Døren smækker og hun smider sin sportstaske på gulvet og bevæger sig mod stuen. Som altid får hun øje på englen. Hun ser Jaqqu for sig, sin afdøde søn. Nuunuutiga, plejede hun at kalde ham. Nivikka ser ham for sig. Hans styrke. Fordi uanset al hans smerte, forårsaget af hans multihandicap, var han en glad og smilende dreng. Den styrke, han havde i sig, spejler sig videre til Nivikka gennem den lille glasengel. Det er sådan, hun ser englen. Styrke.

Styrkekonkurrence i Sydgrønland: En følelsesladet sejr for Nivikka Joelsen

For at bedre at forstå Nivikka, skal vi spole tiden tilbage med 35 år. Her bliver Nivikka Joelsen født, den 3. oktober 1990 i Ilulissats sygehus. Hun er den yngste ud af en søskendeflok på fem. Hun er ’babyen’ i familien. Hendes forældre er Niels Joelsen og Sara Samuelsen. Da Nivikka var otte år, flyttede familien til Maniitsoq. Tiden på gaden Atersuit i Ilulissat, der var fyldt med udeliv sammen med de andre børn, blev erstattet med nye børn, ny skole og blokliv i Esbjergvej på en af Maniitsoqs gader.

Til Nuuk med åben jolle

Nivikkas forældre var på daværende tidspunkt Jehovas Vidner.

- Det var under den religion, jeg blev opdraget og det fyldte ret meget i vores dagligdag. Vi gik fra dør til dør og holdt møder tre gange om ugen i kirken, fortæller Nivikka Joelsen.

Hvert år sejlede familien til Nuuk i deres åbne jolle.

- Når det regnede tog vi sorte affaldssække på som regntøj og sejlede til Nuuk. Nuan!, husker hun.

Nivikka elskede folkeskolen og kammeraterne i byens eneste folkeskole, Kuuttartup Atuarfia.

- De andre børn var meget søde, og de var altid interesseret i min religion og spurgte ind til det. Jeg følte mig aldrig ’udenfor’, fortæller hun.

Da Nivikka var 17 år gammel, fejrede hun sin første fødselsdag, holdt sin første jul og påske.

- Det var da mine forældre gik ud af Jehovas Vidner og jeg fulgte med dem, siger Nivikka Joelsen.

Efter endt folkeskole startede Nivikka på bageruddannelsen, men det var ikke lige noget for hende. Ellers tak.

Da hun var 17 år gammel, rejste hun til Danmark og kom ombord på Georg Stage, som er et dansk skoleskib. Her blev hun ’voksen’.

- Det var en fantastisk oplevelse. Jeg kan sige, at det er tiden, hvor jeg udviklede mig mest som person, da jeg altid har været tilbageholdent og stille som barn, fortæller Nivikka Joelsen.

Efter fem måneder på en af verdens ældste, civile og sejlende søfartsskoler rejste hun hjem til Maniitsoq. Mere selvsikker og et sprog rigere.

Nivikka startede herefter på ATX, som var et mellemled for unge, inden de søgte videre til GU, HHX eller HTX. Vi er i året 2009.

- Jeg blev færdig et år efter og fik andenpladsen for bedste gennemsnitlig karakter, fortæller hun.

Nu kunne Nivikka starte sin gymnasiale uddannelse. HTX i Sisimiut blev det til. Men verdenen havde andre planer. Hun fandt ud af, at hun var gravid lige efter. Hun var 20 år.

Nivikka stoppede gymnasiet og rejste hjem til Maniitsoq.

2011 blev hendes første barn, Inuuteq, født og 18 måneder efter bliver hendes anden søn Angut født.

Altmuligkvinde på museet

 Da man ikke kunne føde i Maniitsoq, rejste Nivikka til Nuuk for at føde. Alene.

- Min mellemste har fødselsdag den 28. december, så det betød at jeg holdt jul i Nuuk, da jeg skulle føde, husker Nivikka Joelsen.

Der var nogle tidspunkter, hvor hun bare lå i sengen og havde hjemve.

- Men heldigvis var sammenholdet fantastisk mellem de andre patienter. Så vi opmuntrede hinanden og gik ture med hinanden. Det hjalp på humøret, fortæller hun.

Efter endt barsel startede hun på et job i museet i Maniitsoq som altmuligkvinde. Det gik ret godt på arbejdet, men privatlivet tog en anden retning.

- Efter vi gik fra hinanden, mig og drengens far, tog livet en helt anden retning. Det endte med, at jeg kom i behandling for alkohol, fortæller Nivikka Joelsen.

Hun var 25 år på dette tidspunkt.

- Jeg lærte at regulere mine følelser, jeg lærte at elske mig selv og lærte hvordan jeg kan give slip på fortiden, fortæller hun.

Nivikka under afvænning:

Hun presser en bamse tæt på kroppen. Nivikka prøver at lære at elske sig selv, hun forestiller sig lillepigen Nivikka og siger at hun elsker hende, mens hun krammer bamsen. Opgaven fra afvænningsstedet var ellers, at hun skulle kigge på sig selv i spejlet og sige ’Jeg elsker dig’. Men det kunne hun ikke. Det var alt for grænseoverskridende og udfordrende for hende. Derfor starter hun med bamsen. Måske vil det hjælpe, tænkte hun.

- Da jeg endelig sagde det…, hun smiler.

- Det var på toilettet derhjemme og jeg kiggede på mig selv i spejlet og sagde, at jeg elskede mig selv, grinte jeg lidt af mig selv og fandt ud af, hvor let det faktisk er, fortæller Nivikka Joelsen.

Tre år senere føder hun Jaqqu. 

Jaqqu

- Nuunuutiga, Nivikka smiler i hele ansigtet og hun får farve i kinderne.

Da han bliver født i 2018, kunne Nivikka lige med det samme mærke, at han var handicappet. Jaqqu bliver født tidligt om morgen ved syvtiden og holdt ellers op med at trække vejret om aftenen.

- Sundhedsassistenten løb med ham til intensivafdelingen. Jeg fik blackout, det eneste jeg kan huske er, at jeg befandt mig i gangene på sygehuset og ledte efter min baby, husker Nivikka Joelsen.

Men heldigvis holdt hun sin Jaqqu igen. I live.

Det viste sig senere, at han var multihandicappet. Jaqqu døde, da han var seks år gammel.

I sit korte liv oplevede han fuld narkose 15 gange, operationer i hjernen to gange, og han fik ernæring gennem næsen og senere på maven. Nivikka rejste frem og tilbage til Nuuk og Danmark på grund af hans handicap.

- Engang fik han epilepsianfald i Kastrup, da vi skulle rejse hjem. Hans far tog ham tilbage til Rigshospitalet og jeg vidste ikke, om han var i live på hjemrejsens fire timer og tyve minutter, husker Nivikka Joelsen.

Da Jaqqu var fem år gammel, flyttede han til Qaqortoq for at bo på en døgninstitution for børn og voksne. Et år efter fulgte Nivikka og Jaqqus brødre ham.

Da Jaqqu døde, sejlede familien ham hjem til Maniitsoq.

- Han måtte ikke sejle, da han var i live, han måtte kun flyve og hans fulde navn er Jaqqu Ulloriaq (på dansk: stjerne) Heilmann. Hans kiste lå ovenpå skibet, så han sejlede hjem under stjernerne langs den smukke grønlandske kyst, hvor havet var blikstille hele vejen, fortæller Nivikka Joelsen.

I dag bor hun stadig i Qaqortoq, arbejder som tolk på sygehuset og er alenemor for sine sønner.

Fra M til XL

Efter deltagelsen i det årlige trailløb, der fandt sted i Qasigiannguit, Kulunnguaq Run i 2023, hvor Nivkka blev nummer to, vågnede hendes interesse for kampsport.

Hun begyndte at styrketræne hver dag og ender med at tage 13 kilo på. Hun gik fra tøjstørrelse medium til extra large.

Styrkekonkurrencen Kujataani Nukittuneqqusaanneq 2024 nærmede sig. Det var under Jaqqus sidste måneder i livet, og Nivikka besluttede sig for at deltage til konkurrencen.

- Jeg brugte spejlet igen, hvor jeg kiggede på mig selv og sagde, at jeg godt kunne klare det, husker Nivikka Joelsen.

På konkurrencedagen ankom hun til hallen sammen med sine to ældste sønner.

- Jeg sagde til dem, at jeg ville forlade hallen som en vinder. For deres skyld, siger hun.

Nivikka Joelsen endte med at vinde kvindernes kategori den dag, hvor hun blev Sydgrønlands stærkeste kvinde.

- Jeg har altid kæmpet for mine sønner. ALTID. De er nogle utrolige mennesker, og jeg elsker dem utrolig meget. Jeg er mor med et stort M, fortæller Nivikka Joelsen.