Mina siger farvel til Umiaq efter otte år

Mina Lennert Petersen stoppede som formand for Grønlænderforeningen Umiaq efter generalforsamlingen i februar måned.

Efter otte år med bestyrelsesarbejde i Grønlænderforeningen Umiaq glæder Mina Lennert Petersen sig nu til at beskæftige sig med andre ting.
Offentliggjort

De sidste fire år har 73-årige Mina Lennert Petersen været formand for foreningen Umiaq der holder til på Fyn i Danmark. Hun ved om nogen, hvad frivilligt arbejde kræver. Derfor var det tiden at sige stop og fremover få en kalender, hvor der vil være mere luft mellem de mange aftaler.

På Umiaqs generalforsamling blev Tabetha Villadsen valgt til ny formand.

Baggrund fra Grønlandsfly

Mina er født i Sisimiut. Uddannet trafikassistent i Grønlandsfly. Arbejdede i selskabet i 15 år. Blandt andet som stationsleder i Ammassalik.

- Det har for mig været en rigtig god uddannelse, som har kunne bruges til mange ting. Jeg har fået mange overbygninger til grunduddannelsen. Så jeg har også her i Danmark, hvor min mand og jeg har boet nu i 30 år, haft nogle gode job, siger Mina Lennert Petersen.

I Danmark har Mina blandt andet arbejdet på Hjemmestyrets Danmarkskontor i København, og som controller i det daværende Air Alpha.

Grønlænderforeningen Umiaq

Det kan være svært at koge otte års oplevelser ind til nogle få linjer, men Mina prøver.

- Det har været en god tid. Bestyrelsesarbejde i en levende forening er naturligvis krævende. Jeg synes, at jeg har lært mange ting, og jeg har holdt meget af det. Mange møder og mange aftaler. Umiaq har cirka 60 medlemmer. Medlemstallet har været svingende. Nogle falder jo bort, og i perioder har det været svært at tiltrække nye og yngre medlemmer. Vi har i den gamle bestyrelse haft et fint samarbejde. Det er jo noget med, at man skal sætte sig ind i tingene og fra start begynde ordentligt og ikke mindst tilpasse sig, siger Mina med overbevisning i stemmen.

Grønlænderforeningen Umiaq arbejder for at bevare det grønlandske sprog og den grønlandske kultur i Danmark. Alle som på en eller anden måde har relation til Grønland er velkommen i foreningen.

Foreningens forskellige arrangementer betales med kontingenterne. Umiaq arrangerer blandt andet fællesspisninger, bankospil, gudstjenester, kulturdage og udflugter. Har deltaget i julemarkeder og i det hele taget forsøgt at udbrede kendskabet til Grønland, hvor det har været muligt, så folk ved, at der er et Grønland på Fyn udenfor Det Grønlandske Hus.

Foreningen fylder rundt i år

Umiaq har 50 års jubilæum i år. Foreningen er blandt andet kendt for Umiaq Koret, som synger ved mange forskellige lejligheder.

Formanden for Umiaq er født bestyrelsesmedlem i Det Grønlandske Hus i Odense. I Odense er Det grønlandske Hus en integreret del af Det Nordatlantiske Hus. De to huse har dog hver sin bestyrelse.

- Det har jeg været rigtig glad for. Dejligt at følge med i, hvad der sker. Efterhånden som årene er gået, synes jeg også, at vi i Umiaq har fået mere og mere plads. Ikke mindst i overført betydning. Desværre har vi aldrig fået løst problemet med at have nok grønlandsk proviant. Jeg forstår stadig ikke, at det kan være så svært, og bliver ked af det, når jeg hører, at folk er kommet langvejs fra for at købe et eller andet, som så er udsolgt.

Mange aktiviteter

Mina Lennert Petersen

Mina har mange gange ved festlige lejligheder - Nationaldagen for eksempel - trukket i sin flotte grønlandske nationaldragt.

- Min mand Jørgen og jeg er begyndt at holde foredrag om Grønland i forsamlingshuse rundt omkring. Det fortsætter vi naturligvis med. Det er så dejligt at komme ud og møde nye mennesker og fortælle om Grønland, siger Mina med stor glæde. Mina og hendes mand har været sammen i 43 år. De har 3 børn og 7 børnebørn.

- Jeg er så privilegeret, at jeg et par gange om året kommer til Grønland. Jeg er guide/turleder for turister. Skal også afsted i år.

Mina taler grønlandsk, dansk, engelsk, tysk til husbehov og forstår skandinavisk.

Powered by Labrador CMS