Menighed i Danmark mangler fortsat præst
Grønlændere i Danmark måtte se langt efter en pinsegudstjeneste på eget sprog. Ikke fordi der var uvilje i Lindholm Sogn, hvor man søgte om det, men fordi der ikke er nogen grønlandsk præst til at foretage handlingen.
Efter at Oline Berthelsen, der har været præst i Danmark i godt fem år, stoppede tilbage i februar, har der ikke været en grønlandsk præst i Danmark. Det betyder, at gudstjenester skal holdes på både dansk og grønlandsk, da den grønlandske kateket ikke må gennemføre handlingen uden en præst.
Og det er ikke et problem, der ser ud til at blive løst lige foreløbigt. Stillingen som grønlandsk præst i Danmark var slået op i april, men der var kun en enkelt ansøger, som trak sig før samtalen. Stillingen bliver slået op igen til august.
Syv kirkeministre har svigtet
Formanden for den grønlandske menighed i Danmark, Charlotte Nebel Pedersen, håber, at situationen snart bliver forbedret.
- Gennem årene har vi har holdt mange møder med kirkeminister og kirkeudvalg i Folketinget. Så vidt jeg husker, har vi været igennem syv kirkeministre, som alle har lovet bod og bedring uden at der sket noget, siger Charlotte Nebel Pedersen.
Hun fortæller, at det primære problem er, at der mangler præster. Og så er der alt for meget arbejde for én enkelt præst, understreger hun.
- Den tidligere præst kørte omkring 30.000 km om året og havde samtidigt masser af administrative opgaver. Det er ganske umuligt at nå for én person, siger Charlotte Nebel Pedersen.
For få præster
Men hun erkender samtidigt, at træerne ikke vokser ind i himmelen.
- Vi er godt klar over, at der også mangler præster i Grønland, så vi står ikke først for, siger hun.
Ud over flere præster, så håber formanden for menigheden på, at der snart kan oprettes ét eller to menighedsråd.
- Så vil vi forhåbentligt få større indflydelse, fordi vi er folkevalgte, siger hun.
Den grønlandske menighed i Danmark tæller ifølge Charlotte Nebel Pedersen omkring 16.000 medlemmer i dag.