tema: naturens tagselvbord

Lav din egen sortebærtærte

Her er en opskrift på sortebærtærte med mørdej og havregrynsknas

Sortebær har fjeldene aldrig været fattige på. Arkivfoto
Offentliggjort

Som en del af temaet for august, Naturens Tagselvbord, bringer Sermitsiaq.AG her en tærteopskrift.

Sortebær er sandsynligvis den bærfamilie, som vi har allerflest af omkring os. Empetrum Nigrum, som sortebær hedder på latin, er fyldt med vitaminer, bærret har en tyk skal og det indeholder mange frøkerner.

Når sortebærrene får hjælp fra lidt sukker og ribsgelé, bliver de særligt lækre. Selvom blåbær er mere populære, fordi de er mere søde, så kan sortebærret bruges fint til tærter.

Til tærtedejen skal du bruge:

  • 225 gram mel
  • 150 gram smør
  • 100 gram sukker
  • Tre teskefuld bagepulver
  • Ét æg

Og ovenpå dejen samt tærtens drys/topping:

  • 200-250 gram sortebær
  • Ribsgelé
  • 100 gram sukker
  • 25 gram smør
  • 2 deciliter havregryn

Sådan gør du:

Først skal mørdejen laves. Du smuldrer først smør og sukker. Mel og bagepulver blandes i. Dejen samles med ægget. Massen trykkes ud i en tærteform.

Sortebær blandes med ribsgelé og kommes på. Bærrene kan bruges friske, eller tages fra fryseren.

Til toppingen smelter du sukker og smør sammen på panden. Havregryn blandes i og ristes lidt på panden, så de bliver karamelristede.

Tærten bages i omkring 20 minutter på 225 graders varme.

'Naturens Tagselvbord' er månedens tema på Sermitsiaq.AG. Fokus i august er på de fødevarer omkring os i naturen, som alle har adgang til - Læs artiklerne her

Har du et forslag til en historie, så skriv til os på Facebook eller på netredaktion@sermitsiaq.AG

Powered by Labrador CMS