bogudgivelse
Lars-Emil Johansen: En utæmmelig ener - nu i bogform
Mediehuset Sermitsiaq.AG holdt fredag reception i anledning af udgivelsen af biografien: Den utæmmelige med undertitlen Lars-Emil Johansen: Eneren i grønlandsk politik.
Bogen beskriver skandaler, drukture og hans kamp for tørlægning samt hans forhold til skiftende statsministre og politiske mod- og medspillere. Den tegner også et portræt af et lattermildt og musikalsk menneske, som for første gang giver sin åbenhjertige version af, hvad der skete bag de lukkede døre i de politiske skæbnestunder under løsrivelsen fra Danmark, da Grønland fik hjemmestyre.
Forfatter forhindret
Journalist Niels Ole Qvist var forhindret i at deltage i bogreceptionen på grund af en konfirmation i Danmark, men chefredaktør og medredaktør på bogen, Christian Schultz-Lorentzen, holdt en tale og fastslog:
”Du – og alle i især Grønland – har fortjent denne bog.
Og chefredaktøren uddybede:
- Lars-Emil er den nulevende politiker, som har indtaget flest betydningsfulde poster. Han har været med til at forme det moderne Grønland. Han har været med på forreste række, når vigtige beslutninger skulle tages. Han har været en del af trekløveret med Moses Olsen og Jonathan Motzfeldt. Og han er stadig aktiv i ikke mindst selvstændighedsprocessen og som formand for Inatsisartut.
Børn, børnebørn og oldebarn
Lars-Emil Johansen havde inviteret sin familie med til receptionen – børn, børnebørn og oldebarn. Og han sendte en særlig tak til kæresten Martha Lund Olsen som på dagen havde fødelsdag.
- Undskyld, at jeg tager fokus fra din fødselsdag, sagde Lars-Emil Johansen i sin tale, henvendt til sin kæreste, som hurtigt og med et smil på læben replicerede:
- Det er jeg vant til.
En bemærkning der skabte latter i redaktionslokalet, hvor avisen AG produceres.
Om arbejdet med forfatteren Niels Ole Qvist havde den bogaktuelle hovedperson kun lovord overfor.
- Forfatteren brugte ikke båndoptager under vore mange og timelange samtaler, hvilket jeg er dybt imponeret over, fortalte Lars-Emil Johansen, der om journalister sagde.
- Politikere og journalister er to sider af samme sag. Dog med den forskel at det er politikerne, der kommer med ideerne, mens journalisterne skal kritisere ideerne. Og det sværeste er jo at skabe ideerne, sagde Lars-Emil Johansen med et glimt i øjet til de mange redaktionelle medarbejdere, der også deltog i receptionen.
Kulturbæreren
At bogen er en realitet skyldes ikke mindst, at et mediehus er en kulturbærende institution, pointerede direktøren og manden, der fostrede ideen til bogen, Christian Schultz-Lorentzen. Som han sagde under sin tale:
- AG har været formidler af nyheder i Grønland siden 1861 – i mere end 150 år. En af verdens ældste aviser og centrum for meget af den journalistik og debat, der skridt for skridt har ført til det Grønland, vi kender i dag. I den proces, som Grønland har gennemgået og ikke mindst gennemgår i disse år, er det betydningsfuldt, at der hele tiden udbygges og bevares en fælles hukommelse. Her er moderne samtalebøger med journalistisk snit et nyttigt værktøj.
Forlaget
Bogen udgives på Politikens Forlag, da der ikke var nogle grønlandske forlag, der ville binde an med opgaven. Og den er blevet realiseret gennem støtte fra flere lokale sponsorer. I første omgang er den kun tilgængelig på dansk, men om kort tid bliver den udgivet på grønlandsk.
Læs interview med forfatteren Niels Ole Qvist på sermitsiaq.AG i morgen.