Kvinder kæmper endnu
Sexchikane, kvinders rettigheder og ukrainske kvinder er blandt de emner, der er værd at kæmpe for i dag den 8. marts på kvindernes internationale kampdag.
Ligestillingsdebatten – eller rettere ligeværdsdebatten er, den dag i dag stadig et nødvendigt og aktuelt emne i dagens Grønland. Det mener formand for Ligestillingsrådet Kathrine Bødker.
- Indenfor det senest år, har vi gennem medierne fulgt med i 2 retssager, der handler om mænd i magtfulde positioner, der begge er anklaget for blufærdighedskrænkelse af en række kvinder, påpeger hun.
Katrhine Bødker mener, at det gode ved medieomtalerne af sagerne er, at det giver os en rigtig god anledning til at styrke debatten om sexchikane, og at vi gennem debatten bliver mere opmærksomme på, hvornår der sker overskridelse af vores grænser.
- Det er en sund debat, og jeg glædes over, at både mænd og kvinder deltager i debatten. Det er et vigtigt signal, at mændene siger fra overfor en syg kultur, hvor det blandt nogle har været accepteret, at tage på kvindelige kollegaer, eller at udspørge kvindelige kollegaer om deres sexliv, påpeger formanden for ligestillingsrådet Katrine Bødker.
Det er nødvendigt med internationalt udsyn
Asii Chemnitz Narup tilegner dagen til kvinderne i Ukraine, som har en meget håndgribelig kamp at kæmpe i øjeblikket.
- Kære medsøstre, 1.5 mio ukrainske kvinder og børn er på flugt. Det er nu vi skal vise internationalt søstersind. Der er brug for akut beskyttelse og nødhjælp, skriver hun, med opfordring til at sende støtte til kvinderne gennem Kalaallit Røde Korsiat.
-I disse uger raser kampene i Ukraine. Der er krig i Europa. Derfor har jeg lyst til at hylde en af de ukrainske kvinder, som lige nu har en rolle at spille i sit lands historie, lyder det fra tidligere naalakkersuisoq for finanser og borgmester i landets hovedstadskommune som sender sin hyldest til Ukraines første kvindelige vicestatsminister, der også er Minister for økonomisk udvikling og handel. 36-årige Yulia Svyrydenko.
Ironisk nok var det på den tredje Internationale Kvindekonference i Moskva i 1921, at blev det besluttet at knytte datoen 8. marts fast til kvindernes internationale kampdag.
Uligheden er til at mærke
Folketingsmedlem for IA, for Aaja Chemnitz Larsen, mener at der i den grad stadig er brug for at kæmpe når det kommer til ligestilling og fremme af kvinders rettigheder. Det skriver hun i et opslag på Facebook.
- Uligheden er til at mærke og føle på – især når vi kigger på statistikkerne for arbejdsmarked, ligeløn og kriminalitet. Selvom kvinderne i Grønland er mere og bedre uddannede, så er det stadig mændene, der sidder på de fleste ledende og vigtige stillinger, skriver hun.
Et andet problem er at lønnen ikke er udlignet endnu, påpeger Aaja Chemnitz Larsen i sit opslag.
- Det er også stadig almindeligt, at mænd får højere lønninger end kvinder for det samme arbejde. Dertil kommer, at det i langt de fleste situationer er kvinderne, der tager det største læs hjemme i familierne.
Kriminalstatistikkerne viser på smertelig vis uligeværdigheden, idet langt de fleste voldssager har kvinder som ofre, og partnerdrab på kvinder er stadig den største enkelte årsag til drab samlet set. Det er intet mindre end uacceptabelt, og der er derfor stadig meget at kæmpe for.