Kunstneren Bjørn Nørgaard til Grønland
Den anerkendte billedhugger, grafiker og performancekunstneren Bjørn Nørgaard kommer i næste uge til Nuuk.
Det er første gang den danske kunstner besøger Grønland og anledningen er et møde i bestyrelsen for Grønlands Nationalgalleri. Her sidder Bjørn Nørgaard som medlem sammen med blandt andre Aka Høegh, Anne-Birthe Hove og Bodil Kaalund. Under sit ophold i Nuuk vil Bjørn Nørgaard holde et foredrag i Katuaq om traditionel og moderne kunst.
Bjørn Nørgaard er født i København i 1947. Han fik sit gennembrud som samfundsdebattør og kunstner, da han slagtede hesten “Røde Fane” på en åben mark ved Kirke Hyllinge i 1970. Det var en protest mod Vietnamkrigen og gjorde Nørgaard landskendt.
Hans fornemste og mest populære værk er utvivlsomt hans gobeliner til Dronning Margrethe II, foræret ved hendes 50-års fødselsdag i 1990 og siden ophængt i Riddersalen på Christiansborg Slot. Her giver kunstneren sin fortolkning af tusind års dansk historie, fra vikingetiden til nutiden.
Fra 1985-1994 var Bjørn Nørgaard professor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi.