Kunstnere fejrer jubilæum med ny udstilling

Torsdag 22. maj åbner KIMIK sommerudstilling i Nuuk. Det markerer samtidig et jubilæum både for kunstnerne og kunstmuseet.

Der er 24 kunstnere i KIMIK, som blev grundlagt i 1995 og altså nu fylder 30 år.
Offentliggjort

Kunstnersammenslutningen KIMIK fejrer sit 30-års jubilæum på Nuuk Kunstmuseum med sin sommerudstilling. Udstillingen åbner 22. maj kl. 17.00 med gratis entré. 

22. maj er samtidig jubilæum for Nuuk Kunstmuseum, som fylder 20 år og ligeledes skal fejres. 

KIMIK skriver i sin pressemeddelelse: 

– Jubilæumsudstillingen har fået titlen “Avatangiisit” og afspejler de fysiske, kulturelle og eksistentielle omgivelser, som KIMIK-kunstnerne både navigerer i og fortolker i deres værker, men understreger også hvordan medlemmerne i KIMIK udgør et helt specielt kunstnermiljø. 

– Traditionelt set har udstillingerne bestået af et bredt udsnit af grønlandsk kunst bestående af udskæringer, maleri, keramik, mixed media, installationskunst, videoværker og tryk.

Der er planlagt flere events i forbindelse med udstillingen, blandt andet en speciel “artist talk”, hvor kunstnere fra KIMIK vil fortælle om deres arbejde. Det foregår lørdag aften, og der er billetsalg på museet.

“Avatangiisit” kan ses frem til udgangen af august 2025. 

Powered by Labrador CMS