Nuuk Nordisk Kulturfestival 2017
Kulturfestival afviser kritik: Her går det godt
Nuuk Nordisk Kulturfestival betegnes af nogen som striptease i mørke. Først når det er for sent, hører man om et arrangement, lyder det. Festivalchefen afviser kritikken og siger, at man har gjort meget for at markedsføre de mange kulturevents.
Med mellem 300 og 400 publikummer til den store åbningskoncert i Inussivik-hallen, så føltes hallen noget overdimensioneret til Steffen Brandt, Konni Kass og Rasmus Lyberth, der leverede en forrygende oplevelse til de få.
Gjort vort bedste
Mats Bjerde, direktør i Nordens Institut, der sammen med Kommuneqarfik Sermersooq står bag festivallen, siger, at ”vi har gjort vort bedste for at markedsføre festivallen”.
Han påpeger, at man har annoncert og anvendt de sociale medier i stor udstrækning, og så har de lokale samarbejdspartnere og kulturinstitutioner i byen også gjort sit til at markedsføre festivallen.
Hjemmeside
- Det bedste sted at få oplysninger om arrangementerne er via vores hjemmeside: nuuknordisk.gl eller den app, vi har udviklet. Det skyldes, at vi har mange samarbejder og der hele tiden opstår nye konstellationer og programpunkter, oplyser Mats Bjerde til Sermitsisaq.AG.
- Det er klart kedeligt, om der er borgere, som gerne ville have deltaget i åbningskoncerten, og som blot ikke kendte til arrangementet. Men sådan er det jo med en festival, hvor der er mere end 200 programpunkter. Da vil man altid miste noget, fastslår Mats Bjerde.
Fejl i trykt program
Han erkender, at det yderst sparsomme trykte program er fyldt med fejl, fordi man ikke nåede at læse ordentlig korrektur, og man valgte at satse på hjemmesiden og app’en frem for det trykte materiale.
Mats Bjerde kalder festivallens andet år for en succes, selv om den ikke er afsluttet endnu.
- At gå rundt på festivallen og mødes med andre glade deltagere, uanset om man er artist eller publikum, er noget, som virkelig inspirerer og giver energi, siger festivalchefen.
Deltagere fra mange lande
Festivallen har deltagere fra Grønland, Sverig, Norge, Island, Danmark, Finland, Færøerne, Estland, Letland, Litauen, Åland, Belgien, Canada, Korea, Australien, Storbritannien, USA og Rusland. 105 frivillige sørger for at de 50 venues og mere end 200 programpunkter kan gennemføres.
Festivallen slutter i morgen lørdag.