Kronprins Frederik: - Jeg blev accepteret

Når kronprins Frederik på søndag bliver kong Frederik den tiende for rigsfællesskabet, er det en meget populær konge i Grønland, som han besøgte første gang i 1975. Ganske vist har vi ikke meningsmålinger, men målt på udtalelser og likes på de sociale medier har han en kolossal popularitet, og det forventes at det nye kongepar vil få en kanonmodtagelse i landet, når de første gang kommer til Grønland som sådan med deres fire børn.

Der er selvfølgelig republikanere, der især er koncentreret omkring selvstændighedsbevægelsen, men det er endnu usikkert om et selvstændigt Grønland bliver en republik, eller om befolkningen ønsker fortsat kongedømme.

Frederik har i mange år haft et helt specielt forhold til Grønland og befolkningen i Grønland, som han anerkender og respekterer. Han har stor empati for kulturen, livsstilen og sproget. Det viser han på mange forskellige måder, og det er måske derfor, at hans tætte følelser for samfundet er gengældt af hovedparten af befolkningen.

Forholdet blev styrket, da han i 2000 deltog i Sirius patruljens tur i Østgrønland, og specielt, da han forinden i efteråret og vinteren 1999 var i Qaanaaq for at bliver oplært i hundeslædekørsel af de lokale fangere.

Som helt usædvanligt for Sirius startede han turen dengang fra Qaanaaq og seks fangere fra Qaanaaq fulgte de tre slæder med kronprinsen i spidsen op til Washington land og ind på indlandsisen.

Hjertevarmt forhold

I et interview i avisen Sermitsiaq den 14. januar 2000, der foregik i Kangerlussuaq, fortæller han om forholdet til lokalbefolkningen i Qaanaaq. Kronprinsen var på vej tilbage til Qaanaaq efter at have holdt jul og nytår i Danmark.

– Det har været en kolossal oplevelse at bo i en lille grønlandsk by og være så tæt på lokalbefolkningen så længe. Efterhånden som befolkningen vænnede sig til mig i bybilledet, blev jeg accepteret og snakken gik.

– Jeg kender grønlændere som hjertevarme mennesker, hvor døren altid står åben. Det har jeg altid oplevet, de år jeg er kommet i Grønland. Og den opfattelse er blevet bekræftet her i Qaanaaq.

– Der er stor forskel på at være i en dansk by og i et lille grønlandsk bysamfund - her føler jeg, at jeg kan leve helt normalt i fred og ro, fortalte kronprinsen.

Hvordan opstod kontakten med befolkningen?

– Det var vel gennem sportshallen. Vi gik derop for at få noget styrketræning.

Selvfølgelig fik vi daglig motion og frisk luft, når vi trænede med hundene, men vi ville også gerne have noget indendørs træning. Så kom vi til at spille fodbold mod et lokalt hold og fik bank. Senere

spillede Søren og jeg håndbold på det lokale herrehold. Og så gik det slag i slag.

– Vi faldt naturligt ind i dagliglivet i byen. Kom til dansemik for en bestemt aldersgruppe og dansede polka. Det var meget morsomt, og vi havde det herligt.

– Spontan og livsbekræftende udstråling præger befolkningen. Det er noget, man kun oplever, når man opholder sig i en lille by som Qaanaaq i længere tid, sagde han og tilføjede:

Facaderne, vi alle går rundt med, når vi møder hinanden, holder ikke i længere tid. Efter at folk blev vænnet til at se mig i bybilledet, blev jeg accepteret som andre, og livet gik videre for dem, mens et helt nyt liv startede for mig, forklarede Frederik.

– Vi har selvfølgelig haft brug for hjælp. Som fremmede måtte vi spørge os frem, og alle steder har vi mødt en kolossal hjælpsomhed. Vi blev altid inviteret indenfor. Eller folk kom og fik en kop kaffe hos os. Alle døre er åbne, fortalte kronprinsen dengang.

Tak Qaanaaq

Der blev knyttet tætte bånd mellem kronprins Frederik og befolkningen i Qaanaaq, der hjalp Sirius 2000 med hunde og gode råd. Gensynet med fangerne, der fulgte ekspeditionen den første, men ikke ufarlige del, blev særlig varm, da ekspeditionsdeltagerne tirsdag den 6. juni 2000 fløj tilbage til Qaanaaq for at sige tak.

Ekspeditionsmedlemmerne fik en overvældende modtagelse af befolkningen i Qaanaaq, da Twin Otter’en landede på isen med de seks ekspeditionsdeltagere og 24 hunde.

– Vi følte os endnu mere tæt på de fangere, fordi vi har fået et godt kammeratskab. Vi følte at vi havde gennemført noget sammen, sagde Kronprins Frederik til Sermitsiaq på isen foran Qaanaaq by, hvor hundene blev bundet, inden de blev overrakt til ejerne.

Efter turen med Sirius var kronprinsen fløjet tilbage til Qaanaaq med TwinOtter og sagde tak for hjælpen og afleverede en del af de hunde, som de havde fået med fra starten.

De havde fået 42 hunde med, og de kom tilbage med 24, som blev afleveret i Qaanaaq, Siorapaluk og Qeqertarsuaq.

Inspiration af fangerne

En række fangere fulgte i februar ekspeditionen til Washington land, som kun få fangere når under

fangstturene. Prodhue gletscheren nord for Qaanaaq gav den største prøvelse for ekspeditionen.

En snestorm reducerede sigtbarheden til et skridt og gjorde det umuligt at fortsætte. Fangerne tog det alligevel roligt og gav ekspeditionen ekstra mod til resten af turen.

– Fangernes forhold til naturen har været en stor hjælp. De griner af det og tager det ikke som en stor og halvfarlig situation.

– Jeg tror, at vi allesammen kan bruge den glæde og ro, som de har over for naturen. Man kan bruge den som motivation, når man føler sig træt. Man kan bare kigge på fangerne og tænke på deres optimisme og deres måde at sige tingene på, sagde kronprins Frederik dengang ifølge Sermitsiaq.

Hvad gjorde mest indtryk på Dem under turen?

– Jeg tror, det er den første tid med fangerne, der gjorde mest indtryk på mig og resten af ekspeditionen. Forskellen på vores og deres udstyr, måden at løse problemerne på, vurdere situationen på og alt omkring os var en stor oplevelse, sagde kronprins Frederik.

En nær ven

En af de nærmeste venner, han fik, var Uusaqqaq Qujaukitsoq, som er kendt for sit fangerliv og fangstrejser til den canadiske side. Han blev også efterfølgende kendt for Hingitaq 53, der kæmpede for erstatning til thulebeboerne, der blev tvangsflyttet i 1953. I 2003 fik de erstatning. Efterfølgende hjalp han også thulearbejdere og fangere, der var blev syge efter at B-52 flyet styrtede ned i januar 1968, med at få erstatning. Da Uusaqqaq blev syg og var indlagt på Rigshospitalet, besøgte kronprinsen ham.

Sit specielle forhold til Qaanaaq markerede kronprinsen allerede i juni 2000, da han kom tilbage og sagde tak for hjælpen. Og igen i 2004, da han kort efter sit bryllup med Mary, rejste til Qaanaaq for at præsentere sin hustru for de venner, han fik, da han boede i byen.

De blev modtaget i lufthavnen i Qaanaaq med trommedans og kronprins Frederik blev følelsesmæssigt meget berørt og fældede en tåre.