Kristine flyttede til København for at være med i Operation Dagsværk

Kristine Josefsen fra Nuuk rykkede teltpælene op for at fortælle danske gymnasieelever om Grønland.

Offentliggjort

Om en uges tid skal frivillige fra Operation Dagsværk starte på at tage rundt på de danske gymnasier for at fortælle om, hvad det vil sige at være ung i Grønland - og nedbryde fordomme om landet.

Når de tager af sted i hold på to, så vil der være én imellem dem, som har lidt bedre forudsætninger for at fortælle end hendes kammerater. Kristine Josefsen er nemlig lige ankommet i København direkte fra Nuuk for at bruge et halvt år på Operation Dagsværk

- Det bliver grænseudvidende, for jeg har aldrig skulle fremlægge overfor så mange mennesker før, siger hun til Sermitsiaq.AG.

Sagde op og tog afsted

Det var en ret spontan beslutning, der førte til at Kristine Josefsen i midten af august fløj tværs over Nordatlanten. I foråret var et hold fra Operation Dagsværk i Grønland for at forberede kampagnen, der gennemføres i samarbejde med Ungdommens Røde Kors og Kalaallit Røde Korsiat (KRK). Kristine Josefsen er aktiv i KRK og blev bedt om at vise de unge rundt.

- Der gik vel en dags inden de sagde, det kunne være fedt hvis jeg kom med i projektet. I starten troede jeg, at det bare var en joke. Men så snakkede vi mere om det, og så blev det til virkelighed. Så sagde jeg op på Café Pascucci og kom herned, fortæller hun.

- Vi er ikke så forskellige

Så selvom det givet vis bliver med en vis hjertebanken, Kristine første gang kommer til at stille sig foran et helt dansk gymnasium, så kan det ikke stoppe hende.

- Det bliver rigtig godt at kunne repræsentere vores land - mit land, siger hun.

For hun har en stor trang til at fortælle om Grønland, om hvad det vil sige at være ung i landet i 2018.

- Jeg vil gerne have, at Grønland kommer i fokus. I Danmark ved man så lidt om Grønland. Og det vil jeg gerne være med til at ændre på.

- Jeg vil gerne fortælle, at vi ikke er så forskellige fra andre.

Frivilligt arbejde gør en forskel

En grundtanke hos både Operation Dagsværk og Ungdommens Røde Kors er, at unge både har viljen og evnerne til at løse selv alvorlige problemer. At en aktiv ungdom kan ændre på tingenes tilstand.

Og Kristine Josefsen er én af de unge, der gerne vil gøre noget for andre unge. Hun har i nu tre år været aktiv i Kalaallit Røde Korsiat.

- Jeg kan virkelig godt lide at lave frivilligt at arbejde. Frivilligt arbejde giver så meget. Man får lov til at hjælpe andre unge. Og samtidigt lærer man, hvordan man kan hjælpe sig selv og udvikle sig.

Pengene fra Operation Dagsværk skal bruges til at uddanne grønlandske unge i at skabe projekter for andre unge. Projekter som tager fat om de problemer, som de selv syntes er vigtige. Kristine føler sig sikker på, at sådanne projekter kan hjælpe unge igennem svære tider, så de for eksempel kan holde fast i deres skolegang.

- Jeg håber, at unge kan få en uddannelse, som de ikke har haft muligheden for, fordi de manglede ressourcerne til det. Grønland har hårdt brug for flere uddannede.

Langt hjemmefra

Så Kristine Josefsen er glad for, at hun greb muligheden for at være med i Operation Dagsværk. Men der er også en pris.

- Det kan også være lidt udfordrende, for det er første gang, jeg skal være væk fra min familie i så lang tid.

Men håbet om at masser af projekter for unge vil spire frem i Grønland, og chancen for at fortælle om, hvordan der i virkeligheden er i Grønland, holder hende til ilden.

- Selvom det er udfordrende, så kan det ikke stoppe mig. Det er vigtigt for mig at gøre en forskel for Danmark og Grønland.

Og på den måde står hun vel som et lysende eksempel på alt det, som årets Operation Dagsværk går ud på.

Powered by Labrador CMS