Klar blå luft og skrigende havørne

Det begyndte med en fugl. 

Eller rettere: en måge i grå silhuet over et blikstille hav, hvor isbjerge sejlede dovent som bjerge i bevægelse.

Maleren Johannes Larsen stod i stævnens vind og kiggede mod det ukendte. Skibet Hans Egede nærmede sig Grønlands kyst. Det var juni 1925. Bag ham lå Danmark, foran ham et land, han kun havde kendt fra kort og fuglelister. Han var taget med på ekspedition for at tegne fugle – men han mødte meget mere.

Bag den tre måneder lange ekspedition stod ornitologen og vekselereren Eiler Lehn Schiøler, der var i gang med et af sin tids mest ambitiøse bogprojekter om fugle: Danmarks Fugle – et værk på ti planlagte bind, der skulle rumme alt, hvad man i 1920’erne vidste om fuglelivet i rigsfællesskabet. For at kunne dokumentere de arktiske arter korrekt, havde han organiseret en ekspedition til Grønlands vestkyst. Til at illustrere fuglene havde han udset sig Johannes Larsen, som på det tidspunkt allerede var kendt for sine flotte akvareltegninger.

Johannes Larsen pakkede sit habengut, herunder akvarelblok, blyanter og pensler. Rejsen begyndte i Helsingør og gik via Nordsøen, Orkneyøerne og Kap Farvel til Nuuk. Allerede på sejlturen fik han tegnet og noteret flittigt i dagbogen: sildemåger, marsvin og isbjerge i farverne "kraplak, violet og kalkhvidt".

Regnbuen på kajen

Da skibet – efter et par uger på havet – gled ind mod kajen i Nuuk, oplevede fuglemaleren de majestætiske fjelde, badet i lys. Og ved kajkanten blev han mødt af mere end to hundrede kvinder og børn, der var stimlet sammen for at byde det fremmede skib velkommen. De var klædt i deres smukke, regnbuefarvede nationaldragter.

Larsen stod lænet over rælingen og iagttog denne farvestrålende ankomst. Hans blik bevægede sig fra kvinde til barn, fra perlerækker til skindbukser, fra mørke øjne til sko af sælskind. Han kendte ikke deres sprog, men han kendte farverne og formerne. Det magiske syn tiltalte ham.

Om aftenen – mens resten af ekspeditionen sad til bords hos landfogeden – sad han selv bøjet over papir og akvarel. Penslen dansede over arket. Det hele skulle med – ikke mindst stemningen ved ankomsten.

I år er det hundrede år siden, at ekspeditionen fandt sted. I den forbindelse åbner Johannes Larsen Museet i Kerteminde på Grønlands nationaldag en udstilling om fugleekspeditionen – med udgangspunkt i Johannes Larsens akvareller fra turen. Udstillingen og bogen hedder Johannes Larsen og fugleekspeditionen til Grønland 1925.

Mellem fjelde og fugle

Fra skibet Hans Egede flyttede deltagerne over i den lille motorbåd Angut (”mand” på grønlandsk, red.). Med kurs ind i fjordene begyndte det egentlige feltarbejde. Fuglene var i fokus: edderfugle, tejster, strømænderne og kjover (en rovfugle-lignende havfugl, red.). Flere arter var ukendte for Larsen i levende live, men han jublede særligt over strømanden, hvis dragter han kaldte ”en af de smukkeste og mest ejendommelige”.

Ikke alle fugle blev kun tegnet. Flere blev skudt og efterfølgende behandlet. Det var kutyme i samtiden – viden og dokumentation krævede nøje undersøgelse. Konservatoren Henning Scheel stod for udstopning, og i alt blev over 500 fugle samlet. Larsen tegnede og malede dem på stedet.

Ekspeditionen blev undervejs bistået af lokale: tolken og fangeren John Møller, kajakmænd som Juaat og unge piger som Batseba og Katera, der hjalp med mad og skindarbejde. På et tidspunkt beskrev Larsen, hvordan pigerne sad og spillede harmonika, mens Scheel blæste fugleæg ud. Han noterede i dagbogen: ”Der er en poesi i det primitive.”

En konge i reden

Et af ekspeditionens mange højdepunkter for Johannes Larsen blev mødet med en havørneunge i en rede i Ameralikfjorden, og reden var beskrevet som ”… en samling græs og mos på jorden, støttet til et par sten”. Larsen skrev, hvordan de voksne fugle kredsede skrigende over den, mens han sad med akvarelblokken.

Han fodrede ungen med fiskestumper, så den ikke skulle sulte, og lavede en af sine mest ikoniske fugletegninger. Senere brugte han skitsen i Danmarks Fugle. Fuglenes bevægelse, lys og omgivelser blev fanget med blød blyant og hurtig pensel. Mange billeder fra rejsen er i dag blandt hans mest levende.

Mellem reolsystem og tranlampe

Johannes Larsen var også optaget af det menneskelige. Han beskrev hjem i bygder som Qoornoq og Atammik – lavloftede græshytter, hvor både varme og historier nærmest sad i væggene. I Nuuk besøgte han John Møllers familie og så, hvordan dansk borgerlighed og grønlandsk levevis smeltede sammen i et hjem med både reolsystem og tranlampe.

Han tegnede kvinder i nationaldragter, børn med fiskekroge og telte lavet af sortsideskind. ”Vi bliver budt på kaffe og får hellefisk foræret af en lille pige, som siger ‘nataarnaq’,” skriver han. Det betød helleflynder. Han skrev ordet fonetisk i dagbogen, da han ikke kendte den grønlandske stavemåde.

En isbjergsymfoni i blågråt

Da ekspeditionen nåede Diskobugten i september, meldte trætheden sig gradvist hos deltagerne – mættede af indtryk. Men for Johannes Larsen blev motiverne ved med at imponere: isbjerge, lomvier og en himmel, der skiftede hvert kvarter. Særligt ét af hans mange malerier bliver i dag betragtet som et hovedværk: et maleri af et isfjeld i blågrå toner, tæt ved Qeqertarsuaq.

Efter hjemkomsten i oktober sorterede han skitser, malede videre og arbejdede med Schiøler på bogens illustrationer. Mange af hans fuglestudier fra ekspeditionen blev trykt i Danmarks Fugle, der udkom i tre bind frem til 1931. Rejsen til Grønland blev et af hans livs kunstneriske højdepunkter.

En pensel i polarvinden

Det var en ekspedition i videnskabens tjeneste – men også et møde mellem kulturer. Johannes Larsen skrev ikke længere kun om fjer og vingefang. Han skrev om varme, smil og duften af kogt fisk. Han kom for at male fugle – men malede også menneskene, isen og den særlige arktiske stemning, han oplevede undervejs.

Han skrev i et af sine sidste breve fra turen: ”Jeg har det forfærdeligt godt her ombord. Men jeg glæder mig nu alligevel til turen op omkring i fjorden her. Der ser storartet pragtfuldt ud.”

Det gjorde det. Og det blev ved med at gøre det – hver gang han satte penslen til papiret.

Artiklen er fortrinsvis baseret på bogen, der udkommer den 21. juni 2025: "Johannes Larsen og fugleekspeditionen til Grønland 1925", skrevet af Malene Linell Ipsen.