Kimmernaq og Julie i Julehilsen
Julie Berthelsen sang, mens Kimmernaq Kjeldsen var vært sammen med Peter Kær, der er kendt fra »Hit med sangen«.

DR's julehilsen blev indspillet søndag den 16. december i København og bliver sendt i KNR-TV og DR torsdag aften. Årets udgave af den traditionsrige Julehilsen er en jubilæumsudgave, da det er 75 år siden den første Julehilsen til Grønland blev sendt.
Der er også sket et par rokeringer, hvor Julie Berthelsen, der har været medvært nu deltager som solist. Hendes grønlandske kollega i musikbranchen Kimmernaq Kjeldsen har i år fået opgaven som vært sammen med Peter Kær.
– Jeg var meget spændt før selve optagelsen. Men jeg havde forberedt mig godt og synes at det gik godt, siger Kimmernaq Kjeldsen til Sermitsiaq.gl.
– Jeg blev også meget rørt under optagelserne, hvor jeg kunne se folk i pænt tøj og kunne forestille mig at mange skal holde jul i Danmark og tænker på deres familier, siger Kimmernaq Kjeldsen, der skal holde jul i Århus sammen med sin lillbror og hans familie.
DR's Julehilsen til Grønland bliver sendt i KNR-TV kl. 20.00 torsdag den 20. december.