se video

Kamera-halsbånd skal hjælpe den truede isbjørn

En isbjørn i en amerikansk zoo er blevet trænet til at bære et halsbånd med et videokamera som en del af et forskningsprojekt, der skal gøre os klogere på det truede dyr

Offentliggjort

For ikke så længe siden kunne vi afsløre, hvad din kat render og laver, når du ikke kigger. Et stort forskningsprojekt havde nemlig udstyret de firbenede skabninger med kameraer.

Nu har forskere endnu engang været ude med kameraet, men denne gang er det isbjørnen, der skal studeres.

I en zoologisk have i Oregon, USA, går der derfor en isbjørn rundt med et kamera om halsen. Halsbåndet indeholder et såkaldt accelerometer, der registrerer alle bjørnens bevægelser.

Dataen skal så bruges til forskning i, hvordan isbjørnen reagerer på den smeltende havis. Det skriver livescience.com.

Halsbånd gør isbjørneforskning nemmere
Isbjørne er både svære og dyre at studere i deres naturlige omgivelser. Halsbåndet kan bruges til at registrere, hvad vilde isbjørne foretager sig, uden at forskerholdet behøver at være i nærheden.

Planen er endda at installere en låsefunktion, der gør, at halsbåndet selv falder af isbjørnen, når forskerne har den data, de skal bruge.

Men hvad skal halsbåndet så gøre godt for på en isbjørn i fangenskab?

Jo, når Tasul, som isbjørnen hedder, går rundt i sine vante omgivelser i Oregon Zoo, bliver hun filmet, mens hun spiser, svømmer, sover og så videre.

På den måde, kan forskerne sammenholde de tal, som accelerometeret giver dem, med de aktiviteter, som de kan se Tasul foretage på videoen.

Det gør forskerne i stand til at tolke på tal, som de får fra et accelerometer på en vild isbjørn, som de ikke kan se, og ad den vej finde ud af, hvad den har gang i.

Skal afsløre, hvordan isbjørne reagerer på klimaændringer
Den arktiske is smelter, og det har allerede givet isbjørnen problemer. Efterhånden som isen forsvinder, tvinges isbjørnene ud på længere svømmeture. Og selvom isbjørnen er en dygtig svømmer, er det en udmattende tur at komme ud til jagtområderne, og nogle isbjørne drukner i forsøget.

Halsbåndet skal være med til at afsløre, hvordan klimaændringerne påvirker isbjørnens opførsel, og hvilke problemer den møder.

- Vores forskning viser, at isbjørne flytter sig fra områder med havis, som de tidligere boede på, siger Anthony Pagano, der er biolog ved USGS Alaske Science Center, som står bag forskningsprojektet, til Livescience, og uddyber:

- Forskningsprojektet sammen med Oregon Zoo, skal hjælpe os med at forstå, hvilke problemer der kan være forbundet med, at isbjørnene flytter ind på fast land eller bliver på den forsvindende is, siger han.

Sermitsiaq.AG har et samarbejde med videnskab.dk, som betyder, at vi har lov til at bringe denne artikel. Originalartiklen kan du læse her.

Powered by Labrador CMS