Kajak fest
Den første grønlænderforening i Danmark, Kajaĸ, blev stiftet 7.november 1961 og har nu rundet de 50 år.

Selve dagen den 7. november 2011 blev markeret med kirkegang og kaffemik i Det Grønlandske Hus i Århus.
En stor festmiddag hører også til, så over 100 gæster fra nær og fjern var samlet i Vejlby Risskovhallen i Århus, lørdag, for at fejre Kajaĸs store dag ved en festlig samvær, god mad, stemning og musik, og ikke mindst med den uformelle og afslappede grønlandske måde at være på, som vi alle sætter så stor pris på.
Den nuværende formand for Kajaĸ Jarte Sørensen, fortalte, at de også har været på kirkegården for at lægge blomster for at mindes alle dem, der var med til at stifte foreningen, men som ikke er blandt os længere. De blev også mindet ved en et minuts stilhed i starten af festmiddagen.
Et gennemgående træk i talerne var sammenligningen af vilkårene for grønlændere i Danmark for 50 år siden og nu. I 1961 var grønlændere i Århus et særsyn. Der var meget få at os. Rejsen var lang, besværlig og dyr. Hurtig kommunikation var med telegram, almindelige breve var månedsvis om at nå frem. Modsat i dag med lynhurtig kommunikation via mobil, internet og fly.
Grønlænderforenigen Kajaĸ, Århus er således den ælste forening blandt Fællesorganisationens Inuits 22 medlemsforeninger i Danmark, foræller Inuits formand Bitha Metelmann, som i sin tale berettede om, at mange grønlandske foreninger har måttet dreje nøglen om gennem årene, grundet manglende og stabile bestyrelser og mangel på medlemsopbakning. Men Kajaĸ, Århus, består og bliver ikke vendt foreløbig.