Julehøjtider fjernt fra hjemmet

Livet på de mange ekspeditioner i Grønland i 1800- og 1900-tallet endte ofte en kende ensformigt med lange slædeture i øde arktiske landskaber, mange daglige observationer, registreringer og rutiner i selskab med de samme få mennesker igennem flere år. Særligt vinteren kunne være dræbende, når det arktiske mørke sænkede sig og lukkede alle mand inde i ekspeditionsskibe, små interimistiske træhuse eller i bygder, hvor lånte huse udgjorde vinterlejr for ekspeditionsfolkene.

Så gjaldt det om at skabe små lyspunkter undervejs i det lange vintermørke, og her står julefejringerne strålende klare i de bevarede dagbøger og breve fra mere eller mindre berømte polarfarere. Om end juleglæden i 1907 led et alvorligt knæk, da flere medlemmer af Danmarkekspeditionen var savnede til en endnu uvis skæbne.

Jul i Nanortalik

Den første, store Grønlandsekspedition var dog Konebådsekspeditionen til Østgrønland 1883-1885 (omtalt i AG 8. juni 2022). Her stævnede 13 kvinder og 17 mænd i konebåde og kajakker ud for at kortlægge kyststrækninger, klima, geologi, flora og østgrønlandsk kultur, og de fleste af dem endte med at være borte hen over to vintre.

Ekspeditionen blev anført af den danske premierløjtnant Gustav Holm bistået af flådeofficer Vilhelm Garde og talte også en norsk geolog Hans Knutsen, en dansk botanikstuderende Peter Eberlin og de to dansk-grønlandske brødre Henrik og Johan Petersen, der fungerede som tolke, samt en større gruppe lokale inuit. Den grønlandske kateket Johannes Hanseeraq fra Alluitsup Paa stødte til i 1884 og bidrog også med megen viden gennem sine dagbøger.

Med de respektive bevarede dagbøger har vi forskellige blikke på de samme hændelser, og én nævner noget, som en anden ikke har med og omvendt. Men alle beskriver julen i mangen fin detalje, og maden spillede tydeligvis en væsentlig rolle for ekspeditionsfolkenes slunkne maver.

”Den første jul på Konebådsekspeditionen i 1883 blev tilbragt i den danske koloni Nanortalik i Sydgrønland og udfoldede sig stort set som i enhver anden provinsby i Danmark dengang, så her var ikke den store forskel på Nanortalik og Næstved. Man julede igennem og rendte på visitter hos hinanden på kryds og tværs, og de tilrejsende ekspeditionsfolk blev indlemmet i den lille kolonis sociale cirkler”, fortæller museumsinspektør Peter A. Toft fra Nationalmuseets i København, der har nærlæst dagbøger og skriftlige kilder fra både Konebådsekspeditionen og Mylius-Erichsens Danmarkekspedition 1906-1908.

I 1883 var ekspeditionsfolkene til juletræ hos den lokale kateket Isak Lund, hvis kone var søster til Johannes Hanseeraq, som dog ikke var tilstødt endnu. Men her var altså nogle familiære bånd at trække på. Flere dansk-grønlandske familier med enkefru Lützen i spidsen var også en del af alle visitter, genvisitter og gæstebud denne jul i den sydgrønlandske koloni. Den også bød på julesange med de lokale børn og 1.juledagsgilde i bødkerens værksted med 300-400 deltagere til dans, ”fedtebrød, figner og punch”.

Forskellige julefejringer

I vinteren 1884-85 delte ekspeditionen sig i to. Hovedekspeditionen med Gustav Holm tog mod nord til bopladsen Ammassalik, mens sydekspeditionen og Vilhelm Garde tog retur til Nanortalik.

I Nanortalik var Garde, Eberlin og Henrik Petersen indkvarteret i ekspeditionshuset med bræddeklædte vægge, kakkelovn, spisekammer og køkken. I Ammassalik boede Holm, Knutsen, Johan Petersen, Hanseeraq og den grønlandske besætning i et tørvehus, som lokale inuit lod dem bruge. Huset delte de op, så Holm og Knutsen boede i den ene del og de andre i den anden.

De to ekspeditionshold oplevede derfor overvintringen vidt forskelligt. Begge steder satte mørke, kulde og stilstand dog folkene på prøve, og man forsøgte at holde humøret højt og fejrede blandt andet enhver tænkelig fødselsdag.

Julen blev også højtideligholdt bedst muligt, men den faldt også forskelligt:

”I Nanortalik mindede julen 1884 om den året før, og her havde man både kontakt til de derboende kolonister og familien hjemme. Det har gjort en stor forskel. Oveni isolationen havde folkene i Ammassalik ikke samme adgang til proviant, og måske netop derfor handler deres dagbøger utroligt meget om den gode mad, de trods alt fik i julen. Man ophævede også skellet i tørvehuset og dyrkede hyggeligt samvær på tværs. Holm og Knutsen inviterede på risengrød, kaffe og portvin inde hos sig, mens Hanseeraq og hans bofæller indbød til kaffegilde og de såkaldte meat biscuits, som de havde gemt fra deres daglige rationer – en absolut favoritproviant og således en særlig ting at byde på”, påpeger Peter A. Toft.

I Nanortalik var der igen juletræ hos kateket Lund med efterfølgende træplyndring samt dansegilde hos bødkeren. Men Hanseeraq fik også rigget et fint juletræ til af et kosteskaft pyntet med lynggrene, flitter og flag, og man hyggede sig med kortspil og toddyer, chokoladegilde samt æblekage, punch og gaveleg. I Ammassalik havde man medbragt en julehilsen fra Nanortalik i form af enkefru Lützens småkager og julebreve.

Trods snestorm, kulde og afsavn særligt i Ammassalik tyder dagbøgerne altså på, at det blev en god jul anno 1884 for deltagerne på Konebådsekspeditionen.

En glædelig, første jul

I 1906 indledtes den berømte Danmarkekspedition ledet af Ludvig Mylius-Erichsen. Det primære mål var at udforske det allernordligste Grønland for at afklare, om Peary Land var en ø eller en halvø. Dengang som nu pågik der et geopolitiske magtspil i Grønland og Arktis, og USA ville hævde territorialret over Peary Land, hvis området viste sig at være en ø. Var Peary Land en halvø, ville det tilfalde Grønland og Danmark.

Ekspeditionsdeltagerne kom fra Grønland og Danmark og indtog forskellige roller undervejs. En af dem, der kunne udfylde de fleste roller, var den grønlandske kateket Jørgen Brønlund. Han var barndomsven med Knud Rasmussen og deltog i 1902 i sin første ekspedition, hvor han ydede et vigtigt bidrag med sin tosprogethed og færdigheder med hundeslæde og færdsel i arktiske vidder. Han var også optaget af den videnskabelige del af ekspeditionerne og sendte blandt andet prøver til Det Naturhistoriske Museum i København.

På Danmarkekspeditionen deltog Brønlund sammen med to andre erfarne fangere og slædefolk, Tobias Gabrielsen og Henrik Olsen. Han udgjorde Slædehold 1 sammen med Mylius-Erichsen og kartograf N.P. Høeg Hagen, og det skulle blive skæbnesvangert.

Ved juletid i 1906 åndede alt dog fortsat fryd og gammen, selvom alle mand var stuvet sammen for vinteren i ekspeditionsskibet ”Danmark” – et ombygget norsk sælfangerskib. En lille julekomité blev nedsat til at forberede festlighederne, men alle mand tog del i en tiltrængt hovedrengøring af skibets opholdsrum, som ifølge et dagbogsnotat ”så ud som en stald eller endnu værre”.

Gaver og breve fra familie og venner var sendt med hjemmefra, og messen blev pyntet op med signalflag og lysekroner rigget til af båndankre og levende lys. Bordet blev dækket op, så alle 28 mand kunne klemmes sammen, og hovmester Jensen havde kokkereret i den trange kabys i flere dage.

Ind for den store aften skurede alle mand sig grundigt, og kunstneren Achton Friis erindrer følgende replikskifte: ”Jeg synes, du ser lidt bleg ud. Er du dårlig?”. ”Bleg? Nå, jeg er bare blevet vasket!”.

Mylius-Erichsens julesalme

Juleaftensdag i 1906 bød på stille, fint vejr over Danmarkshavn og ekspeditionsskibet. Slædehundene lå mætte og velfodrede i dagens anledning, og indenfor duftede der utvivlsomt smægtende af Jensens mange lækkerier.

Den rigelige morgenmad bød både på lun moskusoksebøf, sylte, leverpostej, laks og sardiner, forskellige pølser og et flertal oste. Sen eftermiddag kom så julemiddagen med risgrød med mandel, oksetunge, skinke og haresteg med garniture samt kiks, ost og budding. Drikkelse skortede det heller ikke på, og både skibsøl, punch og cognac ramte glassene denne højtidsdag.

Så humøret har givet været højt, da ekspeditionsmedlemmerne stemte i Mylius-Erichsens hjemmekomponerede julesalme, hvoraf første vers lyder:

”Hvide, vinterhvide

stille, højtidsstille jul i is og øde,

klang af hjemlig blide

klokketoner kimer os nænsomt i møde.

Fjerne, barndomsfjerne

skin af julestjerne

flakker drømmeagtigt som en nordlys-kærte

over himlen i vort højtidsstille hjerte”.

Først sent tumlede man til køjs uden at ane, at denne jul var den sidste gang, at de alle var samlede om bord på skibet. Allerede d. 27. december tog Høegh Hagen og Brønlund til Hvalrosodden for at foretage nordlysobservationer, og snart efter drog 3-4 andre slæder afsted.

Et dramatisk endeligt

På forårets slæderejsen til Peary Land vendte Mylius-Erichsen og Slædehold 1 ikke om i tide til at kunne nå tilbage til ekspeditionsskibet i Danmarkshavn, inden sommeren brød isen op. De strandede derfor i Peary Land uden tilstrækkeligt med proviant og udstyr. Brønlund noterede i dagbogen: ”Ingen mad, intet fodtøj, og flere hundrede mil til skibet. Vores udsigter er i særdeleshed meget dårlige”.

På turen hjem over 79-Fjord døde både Høeg Hagen og Mylius-Erichsen, mens Brønlund kæmpede sig 25 mil videre til et depot ved Lambert Land. Her måtte han opgive videre færd og døde efter at have søgt ly i en lille grotte.

Trods udmattelse og forfrysninger kendte Brønlund værdien af det, som slædeholdet havde udrettet undervejs. Så han pakkede dagbogen og Høeg Hagens kortskitser over områderne ved Peary Land forsvarligt ind og lagde dem synligt ved siden af sig. Således fik han sikret den vigtige viden, at Peary Land var en halvø og dermed grønlandsk territorium.

Brønlunds ekspeditionsdagbog - en lille, mørkeblå notesbog – er også bevaret. Her noterede han Slædehold 1’s færd og iagttagelser. De fleste optegnelser er på grønlandsk, men den allersidste og flittigt citerede optegnelse er på dansk:

”Omkom 79 Fjorden efter Forsøg på Hjemrejse over Indlandsisen i November Måned jeg kommer hertil i aftagende Måneskin og kunne ikke videre af Forfrosninger i Fødderne og af Mørket. Andres Lig findes midt i Fjorden foran Bræ (omkring 2 ½ Mil). Hagen døde 15. November og Mylius omtrent 10 Dage efter”.

En trykket julestemning

Den viden lå ekspeditionsmedlemmerne på skibet i Danmarkshavn imidlertid ikke inde med i julen 1907. De tre var sidste set den 28. maj, hvor de ved et tilfælde var stødt på kartograf Jens Peter Koch og hans slædehold med Brønlunds ven, Tobias Gabrielsen. Mødet blev fejret med aftengilde i teltene, men dagen derpå traf Mylius-Erichsen den fatale beslutning at fortsætte mod Independence Bugt fremfor at følge planen og slå fælles følge tilbage til skibet.

Kochs hold kom til Danmarkshavn den 23. juni, og efter en måneds bekymret venten på Slædehold 1 tog Tobias Gabrielsen og lægen Johannes Lindhard ud for at gå dem i møde. Men uvejsomt terræn og svindende proviant tvang dem retur med uforrettet sag, og de ankom til skibet igen den 2. november.

Så der lå ikke ligefrem en frydefuld forventningens glæde over skibet ind for juledagene dette år. Med 7 mand posteret andetsteds ”og så de tre déroppe et sted”, blev der kun dækket bord til 18 mand den jul. Messen blev dog pyntet op igen med anker-lysekroner, flag og signalklude i lange guirlander. Som Achton Friis konstaterer i sin erindringsbog, synes ”signalkludene at være raget i heftig diskussion om forholdene om bord”. De melder om alt lige fra ”vi er i havsnød” til ”alt er vel om bord”.

Den gode Jensen imponerede atter og trakterede med risengrød med mandelgevinst, fiskerand, champignonsauce, tunge og skinke, slikasparges, rørt smør og butterdejssnitter og til efterret mandelbudding med hindbærsauce og æblekage. Drikkelsen var også fager og rigelig denne jul. Selvom vinen løftede humøret en smule for en stund, trak de fleste på skibet sig tidligt tilbage denne juleaften med sine breve og dystre tanker.

I marts 1908 finder Gabrielsen og Koch Brønlunds lig på Lambert Land, og de tre mænds endeligt kommer for en dag. Alligevel tøver senere ekspeditionsfolk ikke med at kaste sig ud i ukendt arktisk land, og senere tiders dagbøger og fotografier vidner om flere julehøjtider under øde, grønlandske himmelstrøg.

Denne artikel er bragt i AG´s juleavis 14. december og bringes på nettet som en del af Mediehusets fokus på den søde juletid. Glædelig jul og godt nytår.