se billeder
Jørgen Frederiksens små kunstværker
I turistsæsonen står døren indtil Kunstværkstedet i Ilulissat altid åben
- Vi er 10 forskellige kunsthåndværkere, som arbejder her og bruger faciliteterne fortæller Jørgen Frederiksen, da Sermitsiaq.AG kigger indenfor i Kunstværkstedet i Ilulissat en dag i begyndelsen af september.
Kunstværkstedet er indrettet i en gammel rød bygning, som engang husede Den Kongelige Grønlandske Handels smedeværksted. Nærmeste naboer er flere af de gamle huse fra kolonitiden.
Sælger godt
I turistsæsonen står døren indtil værkstedet altid åben. Man går bare ind. Ser på, hvad der bliver fremstillet og hvordan de forskellige kunsthåndværkere arbejder.
Man kan også vælge at se på de forskellige færdige små kunstværker, der er udstillet. Og selvfølgelig kan man også vælge at købe et lille kunstværk med hjem.
Forskellige marterialer
Jørgen Frederiksen arbejder i mange forskellige materiale fra forskellige slags dyr. Rensdyrtak, hvalrostand, narhvaltand, hvalbarder, forskellige ting fra moskus og fra isbjørnene kan både tænder og kløer bruges.
- Jeg sælger for det meste til turisterne, men har solgt til både Kangerlussuaq og til Nuuk fortæller, Jørgen Frederiksen videre, medens han er ved at lægge sidste hånd på en lille fin hvid ring med et isbjørnehoved som motiv.
Efter en god halv time i et bad med brintoverilte er ringen kridhvid. Der er fremstillet efter mål til en lille pige, som helt sikkert vil blive rigtig glad for en gave fra Ilulissat.