- Jeg føler, at jeg kommer hjem, når jeg lander i Grønland

Mie Roesdahl har oplevet Grønland fra sin allermest bidske – og smukke - side. 

Nemlig som leder af en international kvinde-ekspedition over Indlandsisen.

Sammen med grønlandske Karo Thomsen, en russer og amerikaner gik Mie – som dengang hed Graversen – over isen. 

De trak hver en 100 kg tung slæde på den 47 dage lange skitur fra den østgrønlandske fjord Kangerlussuaq mellem Tasiilaq og Ittoqoortoormiit til vestgrønlandske Kangerlussuaq. 1000 km gik de fire kvinder i minus 40 graders kulde, storm og slidsomt terræn. De sidste 14 km var isen så smeltet i dybe floder og gletsjerspalter, at de måtte have hjælp fra en chartret helikopter.

Men bedriften var alligevel imponerende. Mie Roesdahl skrev bogen Brutal Skønhed om ekspeditionen, hvor kvinderne måtte betjene sig af kropssprog, for de havde intet fælles sprog. Det russiske ekspeditionsmedlem talte nemlig kun et par brokker engelsk.

For den dengang 24-årige Mie var ekspeditionen en bjergtagende oplevelse af grønlandsk natur.

Hun er oprindeligt fra Kolding, men delvist opvokset i Grønland, hvor hendes far arbejdede. Som syvårig kom hun på besøg hos faderen, som arbejdede på Pituffik. Senere flyttede han til Maarmorilik, hvor han arbejdede ved minen som bjergværkschef. Mie kom ofte på besøg. Hun nød at sætte langliner og lege med de andre børn. Hun kørte med hundeslæde og stod på ski.

Samtidig var hun elitegymnast og blev danmarksmester i rytmisk sportsgymnastik.

Hendes far, Jørn Graversen, blev senere direktør for Erhvervsdirektoratet. Så Mie kom også til at opleve Nuuk som teenager.

I felten efter guld

- Jeg føler, at jeg kommer hjem, når jeg lander Grønland, fortæller Mie Roesdahl.

Så hun fik jobs med at hjælpe geologer på efterforskningsarbejde efter blandt andet guld i Øst- og Sydgrønland.

- Jeg var alt-mulig-kvinde. Jeg sejlede med danske, amerikanske og canadiske geologer. Jeg hjalp dem på gletsjere og med at indsamle prøver. Jeg lavede mad, selvom jeg ikke var særligt god til det. Jeg fik sendt Frøken Jensens kogebog til Grønland, husker Mie Roesdahl og smiler.

Sideløbende tog hun en bachelor i medicin, men skiftede område og blev kandidat i international udvikling. Hun arbejdede med bistandsprojekter for blandt andre Danida og Institut for Menneskerettigheder.

De seneste 30 år har hun beskæftiget sig med fredsopbygning, menneskerettigheder og udviklingssamarbejde i ulande. I 2016 stiftede hun en international NGO, Conducive Space for Peace, som blandt andet arbejder for at afkolonisere det internationale system og gøre det mere ligeværdigt.

Naja i Danmark og Nepal

Nu har Mie Roesdahl kastet sig over noget helt nyt. Hun har skrevet en roman om forholdet mellem danskere og grønlændere. Om fordomme og kolonisering.

Mie Roesdahl var i tvivl:

- Kan jeg som dansker tillade mig at skrive en roman, der blandt andet handler om diskrimination af grønlændere i Danmark?

Hun stillede spørgsmålet til flere grønlændere, bl.a. Pauline og Liina. Den ene sagde nej, den anden ja.

- Det er problematisk, at danskerne skriver grønlændernes historie. Det er en fortsættelse af koloniseringen, mente Pauline.

- Det er vigtigt, at historierne bliver fortalt, så folk, ja altså danskerne, læser det og forstår det. Måske skriver jeg min bog en dag. Men det er vigtigt, at der er nogen, der danner fortrop, nogen der forbereder danskerne på at forstå de fejltagelser og overgreb, der er begået, sagde Liina.

Mie Roesdahl lagde tvivlen til side, fortsatte sit arbejde og udgav romanen Urkraft om dansk-grønlandske Naja, som vokser op i Danmark og Grønland. Naja studerer i København. Hun lider skrækkeligt af hjemve efter Uummannaq, familien, vennerne og den grønlandske natur. Men hun bider tænderne sammen. Hun har gode venner i København. Hun får en sød dansk kæreste, men oplever fordomme og racisme, som piner hende. Hun fuldfører sit studium og får et eftertragtet job i en dansk bistandsorganisation i Nepal.

Hun skal ud på eventyr. Hun vil lave verden om, gøre en forskel. Men Naja opdager snart, at hun selv bliver en del af en international elite i fattige Nepal. Nu er det hende, der sidder på flæsket. Hun har penge med fra Danmark til bistand. Hun oplever den ulige magtrelation mellem de lokale nepalesere og ”hæren” af udenlandske eksperter. Naja kommer som kollegaerne med de bedste intentioner om at hjælpe. Men oplever, at det ikke altid sker på de lokales præmisser og efter deres ønsker.

Ikke ligeværdig

Mie Roesdahl mener, der er paralleller til uligheden ude i verden og forholdet mellem Danmark og Grønland. Hun peger på, at Institut for Menneskerettigheder for et par år siden spurgte grønlandske studerende i Danmark, om de havde oplevet negative ting som fordomme og racisme. 73 procent svarede ja.

- Der ligger noget i strukturerne helt fra kolonitiden, som betyder, at Grønland ikke er en ligeværdig del af det danske rige. Mange historiske ting hænger ved i relationen. Der er indlejret en strukturel racisme i hele systemet. Det gælder taxaselskaber, som ikke vil tage grønlændere op eller racistiske vittigheder om grønlændere, som måske bare er for sjov, men ikke bliver oplevet sådan. Hele samfundet og hver enkelt dansker skal gøre noget for at rette op på forholdet, mener Mie Roesdahl.

Danmark skal lære af Grønland

Hun undrer sig over, at grønlandske børn i Danmark ikke får tilbud om undervisning i grønlandsk. Og mener, at danske børn lærer alt for lidt om Grønland i skolen.

Hun glæder sig over, at mange unge grønlændere skriver deres egne historier, laver teaterstykker og film, hvor de gør op med uligheden.

- Da jeg gik i gang med min roman, spurgte jeg flere grønlandske forfattere, om jeg tager pladsen op for nogen fra Grønland. For det vil jeg meget nødig. Men jeg mener også, at vi danskere skal tage del i debatten.

- Vi går let skævt af hinanden. Derfor fik jeg blandt andre Naussunguaq Lyberth og Kalánguak Absalonsen til at give kritik af manuskriptet, fortæller Mie Roesdahl.

- Målet med min bog er at skabe en positiv forandring for grønlændere i Danmark, så de behandles mere lige. Vi skal have en mere ligeværdig relation. Vi danskere skal udvise større respekt og anerkendelse. Vi skal lytte til grønlænderne og lære. For grønlændere er exceptionelt stærke. Der er en stor kraft i folket, fordi Grønland har stået så meget igennem i tusindvis af år.