Inughuit fejrer 100 år med kristendom
100-året for præsten Gustav Olsen og kateketen Sechmann Rosbachs ankomst til Thule i 1909 markeres fra i dag.

I dag, tirsdag den 4. august, er det nøjagtig 100 år siden præsten Gustav Olsen holdt sin første prædiken for Inughuit i bopladsen Uummannaq.
Året efter missionens etablering i Uummannaq (tidligere kaldet Thule på dansk) dannede Knud Rasmussen og Peter Freuchen deres handelssation.
Kristendommens indførelse fejres i denne uge, med blandt andet gæster udefra.
18 gæster fra resten af Grønland og Danmark er inviteret med til den ugelange fejring, blandt andre biskop Sofie Petersen, skiftende præster, blandt andre tidligere vicebiskop Kristian Mørch samt efterkommere til de første missionærer, præsten Gustav Olsen fra Sisimiut og kateketen Sechmann Rosbach fra Ilulissat.
Dagen i dag begynder i den forladte bygd Uummannaq, hvorfra inughuit blev tvangsflyttet i 1953 og blev flyttet til Qaanaaq. Dér åbner biskop Sofie Petersen en ceremoni ved den gamle kirkegård i den gamle koloni Dundas tæt ved bygden, og derefter er der gudstjeneste i det fri med pastor emeritus Kristian Mørch som prædikant.
I aften er der andagt i kirken i Pituffik hvor tidligere præst i Qaanaaq, Alibak Eriksen prædiker.
I Qaanaaq starter jubilumsfestlighederne i eftermiddag, hvor der afholdes en højtidelighed ude i det fri ved den gamle kirkegård. Der er kransenedlæggelse, hvorefter Qaanaaqs nuværende præst, Juaanna Platou i aften afholder gudstjeneste, skriver knr.gl.
I morgen onsdag er der gallamiddag i sportshallen i Qaanaaq for de inviterede gæster.
Torsdag er den store festdag, hvor befolkningen og gæsterne om formiddagen går i optog fra præsteboligen til kirken. Her lægges der blomster ved Gustav Olsens grav. Gudstjenesten starter klokken 10 hvorefter der fra klokken 13 er kaffemik for hele byen.
Her stopper festen dog ikke. Der er aktiviteter helt frem til onsdag den 12. august, hvor der bl.a. afholdes koncerter, filmforevisninger, sejladser, udflugter, dansemik og meget mere.