Indvandrer i Grønland: Mentalt er den lille kuffert altid pakket

- Jeg blev med det samme meget optaget af det grønlandske samfund. Det morsomme er, at alt det, jeg syntes var tiltrækkende og spændende dengang, har vist sig at være på en fuldstændig anden måde.

Mikaela Engell slår sin karakteristiske, rå latter op. Og tilføjer, at hun jo også var meget ung dengang i 1979, da hun som 22-årig tog til Nanortalik på ferie for at besøge sin storesøster, som var tandlæge i den sydgrønlandske by.

En af forestillinger var, at samfundet var fuldstændig uhierarkisk.

- Det er der vist ikke noget samfund, der er. Jeg troede også, at det var meget uformelt. Der var mange ting, jeg ikke forstod noget som helst af, og siden har det jo vist sig, at det er meget mere komplekst - og i virkeligheden meget mere interessant, siger hun.

Kærligheden

Mikaela Engell blev så optaget af Grønland, at hun ville tilbage. Fordi hun altid har været sprogligt interesseret begyndte hun at lære sig selv grønlandsk.

- Jeg tænkte at hvis man gerne vil nærmere ind i det grønlandske samfund må man jo lære sig grønlandsk. Også en af de misforståelser, jeg tog med mig. Der er jo masser, der klarer sig alene med dansk, siger hun.

Men hun købte bogen »Grønlandsk for begyndere 1« og prøvede at lære sig selv grønlandsk. Da udtalen så vanskelig ud, købte hun Aasivik-pladerne og skrålede med.

- Da jeg så næste gang kom til Grønland, kunne jeg jo både sige glædelig jul og goddag og farvel. Det gav så en yderligere appetit på det her mærkelige og anderledes samfund, fortæller hun.

Læs hele historien i denne uges udgave af AG

AG Uge 09 2022

Klik her for at læse