I dag græder jeg ikke længere over mig selv, men jeg græder over de børn, der lige nu befinder sig i dette mareridt

Da jeg efter interviewet beder Gukki Nuka om at udpege et billede, er han ikke et sekund i tvivl. Han styrer direkte hen til det og begynder at forklare.

- Som du kan se, kommer der ikke noget lys udefra. Lyset kommer indefra, siger han om billedet.

For netop det med lyset er vigtigt for ham. I udstillingen 'Revner i Sjælen' vil han fortælle både om mørket og om lyset, både om fortvivlelsen og håbet, både om at være tæt på at dø og beslutningen om at ikke at ville dø.

Af samme årsag er der også billeder, der ikke er kommet med i udstillingen; det vender vi tilbage til.

Lovede sig selv at skjule overgrebet
Det har taget Gukki Nuka 33 år, at nå til det punkt, hvor han, i bogstavelig forstand nøgen, i sin billeder står frem med sin hemmelighed. Noget den 14-årige dreng havde lovet aldrig at gøre.

Kære far, kære mor,
kære søster, kære bror,
hvis I vidste hvad jeg bærer på...

Fortiet smerte.
Stum,
uforløst sorg.

Sådan lyder et uddrag af et digt med titlen 'Jeg fortæller et aldrig!', som Gukki Nuka har skrevet i anledningen af udstillingen.

LÆS: Stærke billeder om seksuelle overgreb

Han fortalte det så alligevel, efter mange år og en lang proces. Den første, der fik det at vide var hans søster, hans mor fik det først at vide kort før udstillingen åbnede i Nuuk.

- Det er fortsat et af de største tabuer, at tale om. Især for en mand, siger Gukki Nuka.

- Det har en del at gøre med den stereotyp, vi som mænd føler vi skal leve op til.

Billederne lavet for sin egen skyld
Oprindeligt var det heller ikke meningen, at nogen skulle se billederne, der nu udgør udstillingen. Gukki Nuka lavede dem udelukkende for sig selv.

- Af samme årsag er de også hudløs ærlige, forklarer han.

Det startede med, at en bekendt præsenterede ham for et program til smartphonen. som kunne bruges til at tegne med. Han begyndte at lege med programmet for at lære det at kende.

Med selvudløseren tog han billeder af sig selv for efterfølgende at bearbejde dem. På det tidspunkt var der ingen bevidst tanke om, at billederne skulle handle om overgrebet, men en dag gik det op for Gukki Nuka, at det i virkeligheden var det, som han var i gang med.

- Jeg husker det tydeligt. Jeg havde taget billederne af mig selv for at tegne dem op. Da bemærkede jeg mit sammenknugede kropssprog.

- Billederne fortalte mig, at jeg var i færd med bearbejde overgrebet.

Forsoning
Der blev stadig flere billeder og nu er der 2.000 i alt. En dag turde han vise nogle af dem til lederen af Nuuk Kunstmuseum, Nivi Christensen.

- Det var nok et mere eller mindre bevidste opråb om, at jeg ville gøre noget mere med dem.

Kort tid efter Nivi Christensen havde set billederne, tikkede der en SMS ind hos Gukki Nuka.

'Må jeg ikke godt lave din udstilling', skrev Nivi Christensen.

- Det tog mig kun tre sekunder at svare: 'Vi gør det sgu'.

Han over en periode på to år arbejdede de to sammen om dette projekt. Nogle af de mange billeder, der er valgt fra, er nogle af dem, der mest direkte beskriver overgrebet.

Udstillingen skulle være ærlig og smertefuld, men samtidig også forsonende.

- Det er min historie, og det er den måde, som jeg mener, at den skal fortælles på, siger Gukki Nuka.

Hans ånde!
Hans styrke!
Min svaghed...
Hans lammende vildskab!
Endelig har han fanget sit bytte!
Hans øjne,
centimeter fra mine.
Jeg slap ikke...
det måtte jeg sande da!

Den sorte sten
For omkring fire år siden erkendte Gukki Nuka, at han var nødt til at få professionel hjælp for at komme videre.

- Der var en knaldstort, knaldhård sten inden i mig. Men efterhånden blev den varmere i farven og blødere. Den blev gul og til sidst forsvandt den som hvid røg.

Gukki Nuka beskriver det som, at den 14-årige dreng inden i ham igen blev placeret i tiden før overgrebet, i en tid, hvor han var glad.

- Jeg kommer altid til at leve med traumet, men nu har jeg sluppet angsten, forklarer han.

Tidligere har han haft svært ved at se folk i øjnene, når han talte med dem. Under dette interview er der åbentlyst ikke noget problem længere.

LÆS: Kunsten reddede Gukki Nukas liv

Gukki Nuka fik aldrig chancen for at konfrontere den mand, som voldtog ham. Han døde nemlig for over 15 år siden, længe før Gukki Nuka var parat til at tale om overgrebet.

Nu er der udsigt til at en mindre udgave af udstillingen, der rejser rundt i Grønland, også skal vises i hans hjemby Uummannaq.

- Jeg håber, at jeg i den forbindelse kan komme derop.

Trods savnet har han ikke besøgt byen siden sin ungdom.

- Jeg vil besøge hans grav. Jeg har tilgivet ham, men jeg vil fortælle ham, hvad han har gjort ved mig, siger han.

De psykiske overgreb
Gukki Nuka beskriver selve voldtægten som ganske brutal. Det er dog ikke alene de fysiske overgreb, der har påført traumer. De psykiske overgreb i årene før oplevede han som mindst lige så voldsomme.

Han beskriver en episode, hvor han skulle hente noget i et rum i idrætshallen. Uden at han opdagede det var overgrebsmand fugt efter ham.

Han spærrede døren og fortalte den lille dreng, hvad han kunne tænke sig at gøre ved ham. Efter et stykke tid slog han det hen i spøg og lod ham gå.

- Budskabet var, at jeg slap - denne gang.

LÆS: Ung mand står frem efter seksuelt misbrug

Den psykiske vold eskalerede og ofte kunne manden komme med sine kommentarer mens andre stod lige ved siden af. Gukki Nuka mente selv, at han råbte om hjælp, men konkluderer i dag, at råbet åbenbart har været tavst.

- Jeg kunne ikke forstå, at ingen kunne se, hvad han gjorde. At ingen hørte mine nødråb, og mens han fortæller dette strejfer Gukki Nukas blik alligevel et kort øjeblik ud til siden.

Hvorfor reagerede ingen på hans tydelige skinangreb?!
Hvorfor lo de bare, de andre voksne?!
Kunne de ikke se i mine øjne at jeg skreg om hjælp?!
Kunne de ikke se?
Turde de ikke?
Fortiede de selv noget... ?

Det er netop denne reaktion, som Gukki Nuka vil til livs. Fortielsen, tavsheden og tabuiseringen er er overgrebsmændenes bedste beskyttelse. Det er derfor han står frem.

Det er derfor Henrik Thomsen, som han flere gange refererer til, gjorde for et år siden. Tanken om at børn i dette øjeblik udsættes for overgreb, er næste ubærlig for den 51-årige kunstner.

Jeg græder ikke mere når jeg mindes.
Heller ikke når jeg er alene.
Jeg er en voksen mand!
Men jeg græder når jeg ser og hører om andre børn!
Jeg genkender det i deres øjne.
Samme sorg.
Det samme barn bag den voksnes øjne.