I aften skal Emmelie i opgør mod Østeuropa
De østeuropæiske lande er det danske Eurovision-håbs værste konkurrenter, når finalen afgøres lørdag aften
Når finalen i Eurovision afgøres lørdag aften, er det langt fra sikkert, at danske Emmelie de Forest tager trofæet. For på trods af, at hun er bookmakernes favorit, så er der hård konkurrence, når det gælder sejren i det europæiske melodi grand prix.
Selvom Danmark lige nu soler sig i favoritrollen, så er det ikke altid, at det er positivt at være den, der spås en førsteplads i konkurrencen.
Det fortæller DR's melodi grand prix-ekspert og kommentator Ole Tøpholm.
- Det er farligt at være favorit, for der er masser af lande, der vil have Danmark ned med nakken. Og det her er ikke bare en sejr, der kommer ved at knipse med fingrene, siger han.
- Det er Danmark mod Østeuropa. Det er det ultimative opgør. Vi skal lægge arm med tre lande i øst, nemlig Aserbajdsjan, Georgien og Ukraine, fortæller han.
Han er ikke i tvivl om, at det er blandt de lande, man skal finde Danmarks værste konkurrenter.
- Jeg er overbevist om, at det må blive et opgør med Danmark på den ene side og Østeuropa på den anden, siger han.
Selvom mange måske vil sige, at det dermed er dårlige odds på forhånd, fordi de østeuropæiske lande har for vane at stemme på hinanden, så mener Ole Tøpholm ikke, at vi skal give op så let.
- Det er nogle fine sange, Østeuropa kommer med, så derfor er det også helt fortjent, at de er med i kampen. Jeg tror og håber bare på, at det er Danmark, der er stærkest, når vi skal lægge arm med dem.
Men netop de østeuropæiske lande har historisk set ikke været særlig flinke ved Danmark, når der bliver uddelt point.
- Det er traditionelt nogle lande, vi ikke får point fra, så dem er jeg især meget spændt på. Jeg forventer ikke, at vi får 12 point fra de lande, men bare vi får nogle, og vi så høster fra vores såkaldte venner, så skal det hele nok gå, siger Ole Tøpholm.
Han er ikke i tvivl om, hvad det er, der gør Danmarks vinderbud så populær i år.
- Det er hele det eventyr, der er i sangen. Vi har en irsk fløjte, vi har balkantrommer og Emmelie har et eventyr i sangen, som vi ofte ser hos lande som for eksempel Aserbajdsjan, der kører på følelsesregistret. Så på den måde har vi hele paletten med, siger han.
Finalen finder sted i Malmø i Sverige lørdag aften.