Højsæson
Hurra, jeg fik ikke sædet i maven!
Hvad er det, der gør din flyrejse bedre? Skyscanner.dk har spurgt 10.000 hvad der gør en flyrejse god
Skrigende unger - andres skrigende unger selvfølgelig - (u)tålmodighed og lange køer og alt for lidt plads. Det er sådan noget, der kan gøre en flyrejse til en oplevelse, der bare skal overståes i en ruf.
Men faktisk skal der ikke ret meget til, før flyrejsen bliver en væsentlig bedre oplevelse. Som eksempelvis at undgå at få sædet foran ned i maven.
Det skriver skyscanner.dk., der har spurgt 10.000 flyrejsende, hvad der gør en god flyvetur. Og meget tyder på, at kunne vi helt selv bestemme, sad der hverken nogen foran eller ved siden af os på flyet, og der var heller ingen grædende babyer med om bord.
I undersøgelsen, som er gennemført blandt 10.000 rejsende i Europa herunder 1.000 danskere, svarer mere end halvdelen af de danske deltagere (54,1 procent), at den ’største lille sejr’ ville være at undgå, at personen foran læner sit sæde tilbage. At slippe for at høre på hylende unger på flyrejsen bliver også betragtet som rigtig god lille sejr (48,8 procent), mens et tomt sæde ved siden af er lyksaliggørende for godt fire ud af 10 af de adspurgte.
Blandt de europæiske rejsende går man mere op i at få sin bagage først. At se sin kuffert dumpe ned på bagagebåndet som den første er bare det største, der kan ske på en flyrejse for knap halvdelen af alle deltagere i undersøgelsen.
Dansk Top 5 – De små sejre
1. Personen foran mig læner ikke sit sæde tilbage
2. Ingen skrigende unger om bord
3. Der er et tomt sæde ved siden af mig
4. Min kuffert er den første på bagagebåndet
5. Der bliver åbnet en ekstra security, så jeg kan springe over i køen
International Top 5 – de små sejre
1. Min kuffert er den første på bagagebåndet
2. Personen foran mig læner ikke sit sæde tilbage
3. Der er et tomt sæde ved siden af mig
4. Ingen skrigende unger om bord
5. Slippe af sted med ekstra kilo i check-in
Om undersøgelsen
Skyscanner har gennemført en undersøgelse bland 10.000 mennesker fra Storbritannien, Rusland, Spanien, Italien, Frankrig, Tyrkiet, Tyskland, Holland, Sverige og Danmark.
Hvad er det, der gør, at din flyrejse bliver en god oplevelse?