Højskoler råber vagt i gevær
Hvis tilskuddet til landets to højskoler bliver sat ned, vil det gå ud over alle de unge, der bruger højskolerne til at dygtiggøre sig til en videre uddannelse, siger de to bestyrelsesformænd.

- Lad være med at skære i tilskuddet til Knud Rasmussenip Højskolia og Sulisartut Højskoliat, beder bestyrelsesformændene Kathrine Larsen Lennert og Jess G. Berthelsen i et åbent brev til Landstinget.
De to formænd har hørt rygter om, at et af landstingsudvalgene er begyndt at rumle med ideer om at skære i tilskuddet til højskolerne.
- Det ville være en katastrofe. I forvejen er tilskuddet til højskoler ædt så meget op af inflationen de seneste 25 år, at det er næsten 3 mio. mindre værd end det var i begyndelsen af firserne, skriver de to formænd.
Formændene ønsker sig tværtimod at Landstinget bevilger penge til at renovere højskolerne.
- Højskolerne har ikke adgang til at søge Hjemmestyrets pulje til renovering, og om få år vil højskolerne være så nedslidt at de kan blive dømt uegnet til beboelse, skriver Kathrine Larsen Lennert og Jess G. Berthelsen.
I følge dem er der en større og større søgning til højskolerne.
- De senere år har vi oplevet en meget stor søgning til højskolerne. Det er helt almindeligt at der er 200 ansøgninger til 20 pladser.
For at tjene penge til overhovedet at holde skindet på næsen, er højskolerne i mange år gået hotellerne i bedene.
- Det er almindeligt accepteret at vi driver overnatningsvirksomhed indenfor turismen, men det er vi nødt til for overhovedet at overleve, skriver højskoleformændene.