Her er Grønlands bud på en Oscar

Dokumentarfilmen ‘WALLS - Akinni Inuk’ er netop indstillet af Grønlands oscarkomité. Filmen handler om et møde mellem to grønlandske kvinder i anstalten i Nuuk.

'WALLS - Akinni Inuk' beskriver et møde mellem to kvinder under usædvanlige omstændigheder.
Offentliggjort

Opdateret med kommentar fra Grønlands oscarkomités forperson. 

Grønlands oscarkomité har indstillet dokumentarfilmen 'WALLS - Akinni Inuk' til oscarprisen for Bedste Internationale Film.

Det betyder dog ikke, at filmen er nomineret til en Oscar. Indstillingerne fra de forskellige lande skal efterfølgende behandles af oscarakademiet, der udvælger de nominerede.

Filmen er instrueret af Sofie Rørdam og Nina Paninnguaq Skydsbjerg og handler om et møde mellem to grønlandske kvinder i anstalten i Nuuk.

Den ene er kvinden Ruth, der afsoner en forvaringsdom på ubestemt tid. Den anden er filmproducer Nina fra Nuuk, der under et dokumentarprojekt om det grønlandske fængselsvæsen bliver involveret i Ruths skæbne.

- Ved første øjekast synes de to kvinder at være meget forskellige, men snart opdager de, at de bærer en fælles dyster fortid, der forbinder dem på uventede måder, lyder det i pressemeddelelsen.

Forperson for den grønlandske oscarkomité AldaRós Olsen Rosing udtaler: 

- WALLS – Akinni Inuk udmærker sig som en fin og nærværende dokumentarfilm. Filmen er både dyb og tankevækkende, samt udfordrer vores forståelse af frihed. Temaet er alvorligt, men den giver også håb om en bedre fremtid. 

- Komiteen er enig om, at WALLS – Akinni Inuk er den bedste repræsentant for Grønland til Oscar-uddelingen i 2026.

Filmen havde verdenspremiere på den danske filmfestival CPH:DOX, hvor den vandt prisen for Bedste Nordiske Dokumentarfilm.

I december offentliggør oscarakademiet en liste med 15 internationale film, der er med i kapløbet om prisen for Bedste Internationale Film.

22. januar bliver det afsløret, hvilke fem film der bliver nomineret.

Tidligere på måneden nominerede Danmark dokumentarfilmen 'Mr Nobody mod Putin' til kategorien.

Powered by Labrador CMS