Eventyret venter derude! AG har mødt Henrik Inuk, som er ansat på et verdensklassehotel i en af Italiens mest ikoniske byer. Han oplever store forskelle, men også fællestræk med Sydgrønland.
Henrik begyndte egentlig på bioteknologistudiet på Københavns Universitet, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var vejen for ham. I 2012 valgte han derfor at starte som kokkelærling. - Det er den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv, siger han.Foto: Arnaq Nielsen
ArnaqNielsenJournalist
Offentliggjort
Henrik Inuk Poulsen voksede op på fåreholderstedet
Nuugaarsuk, men i dag laver han mad på et af Italiens mest prestigefyldte
hoteller, en Michelin-restaurant.
Efter ti lande på cv’et har han forelsket sig i den
spektakulære Amalfikyst. Vi mødte den eventyrlystne kok midt i citronlandet.
Henrik Inuk Poulsen voksede op på fåreholderstedet
Nuugaarsuk, men i dag laver han mad på et af Italiens mest prestigefyldte
hoteller, en Michelin-restaurant.
Annonce
Efter ti lande på cv’et har han forelsket sig i den
spektakulære Amalfikyst. Vi mødte den eventyrlystne kok midt i citronlandet.
Vi sejler langs Amalfikysten til byen Amalfi. Selvom vi
kun har sommerkjole på, er det slet ikke koldt. Den eneste kuldegysning kommer ved
synet af den smukke, bjergrige kystlinje og det dybblå hav.
Amalfikysten er kendt som citronland. Når man besøger byerne, ser man citroner overalt, også i keramik.Foto: Arnaq Nielsen
Vi ankommer til den berømte by Amalfi, hvor Henrik Inuk
Poulsen sidder og venter ved havnen.
– Det er ikke så varmt i dag, griner Henrik, da vi mødes.
29 grader er åbenbart “ikke så varmt” for en mand, der er
vant til sydens hede. Normalt ligger temperaturen i august på omkring 35
grader. I dag holder Henrik fri. Halvanden dag om ugen har han til sig selv, og
han vil bruge tiden på at lege turist.
– Jeg leger turist når jeg har fri. Jeg rejser til de omkringliggende byer og
lejer lejligheder, fortæller han.
– Der er mange krav, og derfor er det nok også et af de bedste hoteller.
Henrik Inuk Poulsen
Et værelse til 16.122 kroner
Men hvad laver Henrik egentlig her? Han arbejder på Il
San Pietro di Positano, et af Italiens mest luksuriøse hoteller. Stedet har
netop fået tildelt tre Michelin Keys. En slags “Michelin-stjerner for hoteller”
og kun otte hoteller i hele Italien har den ære.
Henrik og hans kollega arbejder fra kl. 8.30 til kl. 14.00 og holder derefter siesta. Om aftenen møder de igen fra kl. 18.00 til 23.00. Derfor er det vigtigt for ham at nyde sine fridage, gerne med god mad.Foto: Arnaq Nielsen
– Jeg er da stolt af at arbejde på hotellet, siger
han.
Stolt kan han også roligt være. Hotellet ligger i
Positano, Amalfikystens dyreste by, og et hurtigt kig på nettet viser, at en
nat i september koster 16.122 kroner.
– Der er mange krav, og derfor er det nok også et af de
bedste hoteller, forklarer Henrik.
Han kender kravene til bunds. Første gang han arbejdede
på hotellet var i 2014 som praktikant. Det var dengang, hvor selv barbering var
en del af arbejdsreglementet.
– Det var et krav, at vi skulle barbere os hver dag. Nu er det ændret, så vi
ikke behøver det længere, siger han og griner.
Når italienerne skal løse noget, er de handlekraftige, noget vi grønlændere også kan nikke genkendende til. Her tilbereder Henrik mad på en simpel kasse, som fungerer som hans improviserede bord.Foto: Carlo Miki Lukassen
Henrik tilbereder fjeldørred ved Tasermiut-fjorden. Madglæden fylder hans hjerte, men savnet af de grønlandske råvarer minder ham om hjemmet. - Det er hårdt at være så langt væk, især når fjeldørredfangsten er i fuld gang, siger han.Foto: Carlo Miki Lukassen
Hvem er han? Det er Michael B. Jordan
Amalfikysten tiltrækker omkring fem millioner turister om
året. Blandt dem også verdensstjerner. Hotellet Henrik arbejder på, har haft
besøg af kendte som Katy Perry, Orlando Bloom, Dua Lipa og Jennifer Lopez.
Det er dog ikke altid, Henrik selv møder dem.
– Hotellets folk er meget professionelle i forhold til gæsternes privatliv, så
man råber ikke og siger, hvem der er her, fortæller han.
– Vi grønlændere siger: “Vi gør det bare på grønlandsk vis”, når noget skal ordnes hurtigt. Her siger de det samme, bare på italiensk.
Henrik Inuk Poulsen
En enkelt gang rendte han dog ind i skuespilleren Michael
B. Jordan.
– Jeg kunne genkende ham lidt. Så spurgte jeg min kollega: “Hvem er det?” og
han svarede: “Det er Michael B. Jordan,” fortæller Henrik med et grin.
Michelin-stjernekok
Når turistsæsonen starter, kommer Henrik til Amalfikysten
fra slutningen af marts til slutningen af oktober. Han arbejder på en af
hotellets restauranter – og den har en Michelinstjerne.
– Det er virkelig sjovt, hårdt og trættende, men vi er også meget glade,
siger han.
- Positano åbnede verden for mig, siger Henrik. Han besøgte stedet første gang i 2014 som praktikant. Før han vendte tilbage som udlært kok, har han arbejdet i køkkener i Mallorca, Holland, Frankrig, Tyskland, Sverige, Norge, Danmark, Qatar og Østrig.Foto: Arnaq Nielsen
Når han ikke arbejder i Positano, bor han i et
bofællesskab i nabobyen Praiano, hvor han deler et værelse med en kollega.
– Nogle gange føles det som at bo på et kollegieværelse, siger Henrik.
Selvom det kan være hårdt at dele værelse, er der noget,
der trækker ham tilbage igen og igen.
– Det er arbejdet og mine kolleger. Landet og maden trækker altid, siger
han.
Vi har noget til fælles
Vi fortsætter vores sightseeing fra Amalfi til den mere
afsidesliggende by Ravello, der ligger 365 meter over havet. Udsigten heroppe
er så smuk, at man først må stå lidt i stilhed.
Amalfikystens unikke kombination af naturlig skønhed, kulturhistorie og menneskelig tilpasning til landskabet førte stedet på UNESCO’s verdensarvsliste i 1997.Foto: Arnaq Nielsen
– Fjeldene er ligesom derhjemme i Sydgrønland, siger Henrik og kigger ud
over landskabet.
Det er netop kombinationen af naturen, sammenholdet og
mentaliteten, der har fået Henrik til at føle sig hjemme i Italien.
– Ligesom vi hilser på folk, når vi går forbi i Grønland, gør vi det også her.
De fleste siger: Buongiorno, buonasera, ciao. De har let til grin, så vi griner
meget. De er også meget venlige, og derfor minder de meget om grønlænderne,
siger Henrik.
– Vi kan altid tage hjem til Grønland, og det vil jeg gøre på et tidspunkt. Men hvorfor ikke tage et lille stykke tid her?
Henrik Inuk Poulsen
En ting, han hurtigt lagde mærke til, er, hvor hurtigt
italienerne får tingene gjort.
– Vi grønlændere siger: “Vi gør det bare på grønlandsk vis”, når noget skal
ordnes hurtigt. Her siger de det samme, bare på italiensk, siger Henrik
med et grin.
En kok skal kunne lave mad både i køkkenet og i naturen. Her er Henrik i gang med at tilberede mad ude i naturen hjemme i Grønland.Foto: Carlo Miki Lukassen
Drømmen om egen restaurant
Henrik voksede op sammen med sine fire søskende og
forældre i Nuugaarsuk. Han blev undervist hjemme indtil 5. klasse, hvorefter
han måtte flytte til Nanortalik. Kun ni år gammel. Det lærte ham at stå på egne
ben.
– Jeg skulle lære at være selvstændig ret tidligt, siger han.
Og når talen falder på dét at stå på egne ben, glider
samtalen naturligt over i spørgsmålet om, hvorvidt han også ønsker det i
forhold til sit arbejdsliv.
– Jeg drømmer om en dag at åbne min egen restaurant i Grønland,
fortæller han.
Selvom han elsker livet i Italien, lægger han ikke skjul
på, at det kan være hårdt at være langt fra Grønland.
Når man er fra Sydgrønland, findes der ikke noget bedre end majroer. Her er Henrik i gang med at høste på fåreholderstedet Nuugaarsuk, hvor han voksede op.Foto: Carlo Miki Lukassen
– Når vi mister et familiemedlem er det hårdest, eller når der er festligheder
i familien. Jeg er heller ikke med i min niecers og nevøers opvækst. Det kan
være hårdt, siger han.
En dag på Amalfikysten med Henrik er ved at rinde ud. Da
han har fri, tager han ikke hjem til Praiano, men med færgen til Salerno.
I slutningen af oktober, når turistsæsonen slutter,
forlader Henrik Positano. Måske går turen til Danmark. Han har endnu ikke
besluttet sig.
Og spørgsmålet hænger naturligvis i luften: Hvornår
vender han tilbage til Grønland?
– Vi kan altid tage hjem til Grønland, og det vil jeg gøre på et tidspunkt. Men
hvorfor ikke tage et lille stykke tid her?, slutter Henrik med et smil.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.