Grønlandsk underholding med digtfortælling og sang i Paris
Ved kvindernes internationale kampdag åbnede grønlandske sangere og skuespillere 'Women in Culture and Science Symposium' i Frankrigs hovedstad
Sangerne og skuespillerne Nukâka Coster-Waldau, Karina Møller og HH Suersaq Poulsen sammen med musikeren Kristoffer Jul Reenberg har været i Paris for at åbne 'Women in Culture and Science Symposium' på kvindernes internationale kampdag fredag, organiseret af Unesco.
Her stod de underholdningen ved åbningen og afslutningen af den særlige dag.
- Det gjorde vi med to gange 20 minutters underholdning i form af egne og et par lånte sange, et digt og et sagn alt tilpasset den smukke specielle og vigtige dag, fortæller Nukâka Coster-Waldau, Karina Møller og HH Suersaq Poulsen.
Her blev Arnarulunnguaq, der deltog ved Knud Rasmussens polarekspedition 1920'erne, også hyldet ved arrangementet i Frankrigs hovedstad.
- Vi hyldede Arnaralunnguaq blandt andet ved at læse digtet ”Arnarulunnguaq” af Aqqaluk Lynge op.
Det var en god dag, og alt gik rigtig rigtig godt og arrangørende og deltagerne var meget glade og berørte, og vi forlod stolte Unescos bygning i Paris, lyder det fra Nukâka Coster-Waldau, Karina Møller og HH Suersaq Poulsen.