Gourmet i Narsaq: Smagsprøver fra dygtige kokkehænder
Borgere i Narsaq kunne torsdag glæde sig over at 11 kursister skulle afslutte et kursus med at fremstille lækre smagsprøver til besøgende fra lokalområdet.
Borgerne i Narsaq har i denne uge haft besøg af gourmetkokke fra hele landet, som har deltaget i et kursus om grønlandsk mad og miljø.
Kursets formål er at deltagerne skal have viden og færdigheder om kulinarisk og bæredygtig brug af grønlandske råvarer. En af kursets undervisere var kok Claus Henriksen fra restaurant Mota i Nykøbing Sj. Som i 2022 modtog en Michelin stjerne for deres mad, som de har bibeholdt i årets Michelin guide.
- På MOTA er respekten for råvarerne udgangspunkt for vores tilgang til gastronomien. Alt hvad vi plukker, sanker, høster eller dykker efter har en ret i sig selv, skriver Claus Henriksen blandt andet på restaurantens hjemmeside.
Øget fokus på grønlandske råvarer
Kurset i Narsaq skal inspirere kokkene og andre faglærte indenfor levnedsmidelbranchen til at arbejde med og øge brugen af grønlandske fødevarer i det professionelle køkken.
Kurset har også været omkring læren om madkulturens historiske udvikling, læren om smagskombinationer og miljøbevidste tilberedningsformer til at frembringe oplevelsesorienteret mad med fokus på Grønland.
Som afslutning på kurset har de 11 kursister som kommer fra hele landet lavet smagsprøver til byens befolkning som blev serveret udendørs torsdag.
Ud over Michelin stjernekokken Claus Henriksen, bestod underviserne af Inuili Aqqalu Olsen, som er Grønlandskmester for kokkeelever fra Hotel Arctic og faglærer på Inuli samt læge og forsker på Naturinstituttet i Nuuk Gert Mulvad.
Kurset er et efteruddannelseskursus for faglærte for levnedsmidler. Der var i alt 11 kursister som alle bestod kurset fra nær og fjern rundt i Grønland.