Gamle huse har sjæl
Vi mister vores identitet, hvis vi skrotter degamle huse. Inge Bisgaard græmmes overplastikmaling på gamle bygninger. Hunkæmper for grønlandsk bygningskultur. PrinsJoachim lovpriste hendes arbejde og uddelteEuropa Nostra prisen til arkitekten.
Inge Bisgaard er en hård banan i kajak. Hun har roet i op til 6 meter høje bølger omkring Kap Farvel, skriver avisen AG.
Hun har sejlet tusindvis af kilometer i åben gummibåd i det øde Nordøstgrønland på feltarbejde for at redde gamle fangsthytter fra forfald.
Hun er en udholdende jæger på ski og snesko. Sidste år faldt 140 ryper og 12 harer for hendes kugler. Dyrene døde ikke forgæves. For Inge Bisgaard er en suveræn kok, som forstår at kæle for råvarerne og glæde gæster.
Men på kontoret er hun alene. Hun er Nationalmuseets eneste arkitekt. Ene kvinde tager hun sig af Grønlands rige bygningskulturelle arv fra Siorapaluk i nord til Nanortalik i syd, Tasiilaq i øst og Danmarkshavn mod nord.
En nærmest umenneskeligt arbejdsopgave, som indimellem har presset stress-barometret i top. På trods af – eller måske netop på grund af - at hun elsker sit fag.
Som eneste arkitekt svarer hun på spørgsmål som det korrekte tømmer til restaurering af en vaklende fangsthytte i Nordøstgrønland, den rigtige maling til en nødlidende historisk bygning og korrekt kitning af gamle vinduer. Samtlige fredede bygninger i Grønland er hendes ansvar. Helt alene.
- Til tider har det været et ensomt løb at være alene med fagligheden inden for restaureringsområdet. sagde Inge Bisgaard i sin takketale, da hun fornylig fik overrakt den prestigefyldte Europa Nostra pris af Prins Joachim på Nordatlantens Brygge i København.
Læs hele det store interview med Inge Bisgaard i denne uges AG, som du kan få adgang til her: