Nordatlantisk Julekoncert
Galleri: Julekoncert skabte særsyn på Strøget
Nordatlantisk julekoncert i Helligaandskirken med kor fra Island, Færøerne og Grønland skabte særsyn på Strøget i København lørdag aften
Det var lidt af et særsyn, man kunne se på Strøget i København lørdag aften.
Mellem de travle mennesker på juleindkøb dukkede grønlandske, islandske og færøske folkedragter op mellem de handlende i indkøbsgaden.
Alle havde de retning mod Helligaandskirken hvor, traditionen tro, den årlige Nordatlantiske julekoncert blev afholdt.
Carsten Siegstad bød velkommen inde i varmen til godt 500 fremmødte, og koncerten blev indledt af Húsakórid fra Færøerne.
Læs: Julemarked og julekoncert i København
Se billeder fra 2013: Fuldt hus til nordatlantisk julekoncert
De næste halvanden time var overflødighedshorn af julesang udført på smukkeste vis af seks forskellig kor fra de Nordatlantiske lande.
Grønland var repræsenteret ved Aavaat og MIK-koret, der begge hører hjemme i København, men repræsenterer Grønland i udlandet.
Det Islandske Kvindekor og Starka repræsenterede Island, mens Færøerne var mødt op med Húsakórid og Mpiri.
Organist Stefán Arason hjalp korene gennem sangene på orgel.
Koncerten var arrangeret af Det Grønlandske Hus i samarbejde med det færøske hus og det Islandske kulturhus.
Det er 17. år, der er arrangeret Nordatlantisk Julekoncert, som har været afholdt i forskellige kirker i København siden 1997.
Se billederne under denne tekst