Fotoudstilling: Mennesker i og omkring Nordatlantisk Hus

Knud Fl. Larsen udstiller 32 sort og hvide billeder i Nordatlantisk Hus, billeder fra de mange forskellige arrangementer i huset.

Offentliggjort

Knud Fl. Larsen har, siden indvielsen af Nordatlantisk Hus i november 2013, med sit kamera fulgt en del af de mange forskellige arrangementer, som der har fundet sted i og omkring Nordatlantisk Hus på Byens Ø på havnen i Odense.

Nu udstiller han 32 fotos i sort og hvid, som kan ses hele sommeren.

- Hvert af de mange forskellige billeder alle i sort hvid fortæller sin egen historie om udstillinger, koncerter, møder af enhver art og om festlige og mindeværdige stunder med mennesker i fokus, lyder det i beskrivelsen af udstillingen.

Alle gode gange tre

Det er tredje gang, at Knud Fl. Larsen udstiller fotografier i Nordatlantisk Hus. Første gang var den meget roste udstilling NORDATLANTISKE ANSIGTER på broen over til Nordatlantisk Hus. Anden gang sidste forår også i forbindelse med Havnekulturfestivalen var det udstillingen GRØNLÆNDERNE I GOG.

Fotoudstillingen kan ses i perioden fra 17. maj til 7. august på 2. sal i Nordatlantisk Hus.

Powered by Labrador CMS